Debatindlæg fra Kristina Themsen (V): Socialdemokratiet har igennem noget tid kørt kampagnen SammenSkabt, hvor borgmesteren i en video på Facebook siger:
“Nu sker det. Nu skal der fart på velfærden – og det skal der gennem vores blomstrende foreningsliv. Vi har brugt 7,5 år på at rydde op i kommunens økonomi og sikre en ordentlig bygningsmasse, og nu skal velfærden have en hånd.”
Det lyder jo rigtig godt. Men når det bliver fulgt op med et løfte om 100 millioner kroner til foreningslivet via fonde og private midler, så må jeg spørge:
Er det virkelig dét, socialdemokratiet kalder velfærd?
Jeg har stor respekt for det arbejde, som vores foreninger og frivillige lægger i lokalsamfundet. De skaber fællesskab, glæde og aktivitet – og de gør vores kommune rigere, både menneskeligt og kulturelt. Derfor er det i sig selv positivt, at man ønsker at støtte dem.
Men når det bliver præsenteret som kommunens store velfærdsløft, så halter proportionerne.
For velfærd handler ikke om fondsmidler – det handler om mennesker. Og det handler især om dem, der har allermest brug for os.
Hvad med:
• Barnet med ekstra behov, der har brug for støtte – men som ikke får den i tide?
• Den ældre borger, der tilbringer det meste af dagen alene, fordi personalet kun har tid til det
mest nødvendige?
• Den unge med udfordringer, der venter måneder på udredning?
• De varme hænder, som hver dag gør deres bedste under svære vilkår og færre ressourcer?
Det er virkeligheden. Og det er her, vi skal begynde, hvis velfærden skal tages alvorligt.
Foreningslivet fortjener støtte – men det må ikke blive en erstatning for kernevelfærd. Vi kan ikke kalde det velfærdsudvikling, når hjælpen til udsatte grupper afhænger af, om nogen kan skrive en fondsansøgning.
Vi har brug for mere end flotte ord og valgkampagner – vi har brug for, at kernevelfærden igen bliver en reel politisk prioritet.
Kristina Themsen
