Læserindlæg fra Helge Adam Møller. Ærgerligt at læse i lørdagsavisen om efterspillet til en fodboldkamp i serie 2 mellem Præstø IF og Langebæk Alliancen. Kampen endte med en
klokkeklar sejr på 10-2 til Præstø. Og dermed er Præstø fortsat med i topstriden om at rykke op til serie 1, medens Langebæk fortsat er blandt de nedrykningstruede klubber.
Men tre dage efter kampen nedlægger Langebæk en protest, fordi Præstø i slutningen af anden halvleg i 8 minutter har brugt en udskiftningsspiller som ved en administrativ, og helt utilsigtet fejl, var forkert opført på et officielt holdkort. Da den”forkerte” spiller kom på banen var stillingen allerede 8-2 Præstø.
Protesten har nu medført at Præstø i stedet for at vinde 10-2, er blevet dømt som taber med 0-3. Dermed mistes tre point som kan koste dem oprykningen.
Efter min mening havde det klædt ledelsen i Langebæk alliancen, at leve op til sportens idealer om fairplay og sportsånd. Der burde aldrig være indgivet en protest over en minimal og helt ubetydelig forglemmelse, som absolut ingen betydning havde for kampens resultat.
Langebæk træner udtrykte det meget tydeligt efter kampen, hvor han i avisen er citeret: “Vi får en røvfuld. Vi taber til et klart bedre hold erkender cheftræner Michael Jochumsen.” Sådan taler en ægte sportsmand der erkender at være slået af en klart bedre modstander.
Gid ledelsen i Langebæk alliancen ville udvise samme sportsånd og fairness. Det kan nås endnu ved at trække protesten tilbage.
Med venlig hilsen
Helge Adam Møller, major og foredragsholder
Medlem af Regionsråd Østdanmark
Medlem af Regionsråd Sjælland
























