Både bagermester Tommy og borgmester Michael var behørigt imponerede over kagerne, da de skulle vælge vindere på Æblernes dag i Stege. De håber alle børnene bager videre og kommer igen
– Det var virkelig flotte kager i år. Det var en stor udfordring for os at finde vinderne, siger dommer Tommy Digemose om æblebagedysten.
Bagermesteren fra Konditorbager i Stege kom på en vanskelig opgave sammen med borgmester Michael Seiding Larsen, da de skulle finde en vinder blandet de 4-8årige bagetalenter og de 9-14årige på i øvrigt yderst velbesøgte Æblernes Dag i Stege.
Det var også lidt af en mundfuld, så vi tænker da, om borgmesteren behøvede aftensmad i går.
Dommerne fik æren at smage otte kager med æble i de yngstes kategori og ni i de ældstes.
Flere kunne have vundet
– Kagerne var rigtig gode. Flere kunne have vundet i begge aldersgrupper. Det var de små ting, som fik det til at tippe, der var lige noget, der gjorde det sidste, siger Tommy Digemose.
Blandt de 4-8 årige vandt Gaia M. Katz med en kage, der havde ”en utroligt frisk smag af æbler”. I hendes kage var der en ”perfekt harmoni mellem det sure og det søde”.
Blandt de 9-14 årige blive vinderen Karl Bøgh på en kage med rigtig god smag og han havde håndværket i orden og selv lavet karamel til at toppe den. Det stak ud i den endelige afgørelse.
– Vi vil rigtig gerne opfordre børnene til at komme igen. Vi var dybt imponerede. Det var lækre kager, siger bagermester Tommy.

Karl Bøgh vandt i de ældstes kategori.























