Med lov om styrket beredskab i energisektoren har klimaminister Lars Aagård understreget vigtigheden af forsyningsselskabernes beredskabsplanlægning og sikkerhed, og på Stege Fjernvarme har man i årets løb arbejdet intenst med flere forskellige problematikker i den anledning.
Loven træder i kraft d. 1. marts 2025 og allerede hen over sommeren er der blevet arbejdet med såvel klassisk beredskab – beskyttelse mod hacking, fysisk overlast og teknologi, samt kontrolberedskab – overvågning, kontrol og dataindsamling. I øjeblikket arbejder man sammen med DBI – Dansk Brand og sikringsteknisk Institut med beredskabsplaner for ledelse og myndigheder i form af en såkaldt ”ROS-analyse” (risiko og sårbarhedsanalyse). Mange nye ord implementeres i øjeblikket overalt i forsyningssektoren, hvilket i høj grad stiller nye krav til Stege Fjernvarme, ligesom økonomien også påvirkes.
Endnu et lovkrav fra Folketinget om at alle målere fremover skal være elektroniske har påført Stege Fjernvarme en yderligere udgift på næsten 5 millioner kroner, hvilket betyder, at det der i det nuværende takstblad betegnes som målerleje fremover afløses af et abonnementsbidrag på kr. 1200,-. MW-prisen vil det kommende år stige fra kr. 357,70 til kr.379,50 mens fastbidraget forbliver uforandret. Med en stigning på lidt under 6% på varmeprisen samt med ændringen fra målerleje til abonnementsbidrag vil den samlede stigning for et gennemsnitligt standardhus derfor blive godt 1600,- på årsbasis.
På trods af denne ændring ligger varmeprisen i Stege Fjernvarme stadig på et fornuftigt niveau sammenlignet med landets øvrige fjernvarmeselskaber, hvilket man selv kan overbevise sig om ved at læse Forsyningstilsynets prisstatistik for landets fjernvarmeværker.
Fremadrettet kigger man i Stege Fjernvarme ind i en udskiftning af den ældste halmkedel, men om det skal være i form af en ny halmkedel, en stor varmepumpe, en elkedel eller noget helt tredje skal der i løbet af det kommende år tages endelig stilling til.
Tilbage er der kun at ønske alle med interesse for fjernvarme og vedvarende energi en rigtig glædelig jul samt et godt nytår
Stege Fjernvarme Amba Jan Hansen, formand
























