Debatindlæg fra Valdemar Alban, Folketingskandidat for Socialdemokratiet i Vordingborgkredsen: Debatten om landdistrikterne har i de seneste år fået sit eget symbol: jernmarker. Et ord,
der er effektivt, let at kommunikere og nemt at være for eller imod. Men jernmarker er ikke forklaringen på landdistrikternes krise. De er blevet symbolet på en langt dybere problematik. For krisen i landdistrikterne handler først og fremmest om manglende økonomisk prioritering, som er blevet legitimeret gennem en teknokratisk tilgang, der i årtier har behandlet ulighed som et vilkår snarere end et politisk valg.
Alt for mange beslutninger om landdistrikterne træffes i dag på Christiansborg, langt fra de mennesker, der lever med konsekvenserne. Skolelukninger, centralisering af sundhedstilbud og nedlæggelse af kollektiv trafik bliver forklaret med effektivitet, bæredygtighed og økonomisk rationalitet. Argumenterne er ofte teknisk korrekte. Men de er politisk blinde, og uforenelige med den selvforståelse, vi ellers har om sammenhængskraft og lige adgang til velfærd.
Når politik reduceres til regneark, forsvinder ansvaret. Beslutninger fremstilles som nødvendige snarere end som valg. Som om der ikke fandtes alternativer. Men der findes altid alternativer i politik. Også økonomisk. Problemet er, at den teknokratiske tilgang ser på historiske bevillinger uden at forholde sig til historisk underprioritering. Når man måler lighed i kroner frem for i behov og konsekvenser, bliver ulighed gjort permanent.
Det er landdistrikterne, der betaler prisen. Ikke kun i form af længere afstande og færre tilbud, men i manglende investeringer. Når en skole lukker i en storby, findes der ofte alternativer og økonomisk råderum. Når det sker i landdistrikterne, så er det en beslutning, som kan lukke lokalsamfund. Manglen på økonomisk støtte bliver forklaret som ansvarlig styring, men er i realiteten et politisk fravalg forklædt som teknisk nødvendighed.
Jernmarker et samlende symbol. Ikke fordi de i sig selv er årsagen til krisen, men fordi de tydeliggør en oplevelse af igen ikke at være blevet valgt til. Utilfredsheden handler ikke om modstand mod forandring, men om manglende indflydelse og manglende investeringer i de lokalsamfund, der forventes at levere både energi, fødevarer og sammenhængskraft.
Landdistrikterne er ikke imod udvikling. De er imod den ulighed, mange års politisk forsømmelse har skabt. Og her må også mit eget parti tage ansvar, for vi har ikke været konsekvente nok i den økonomiske prioritering af landdistrikterne. Når teknokratisk neutralitet får lov at erstatte politisk vilje, så skaber vi et parallelsamfund, hvor A og B borgere skilles på et landkort.
Den største skade er derfor ikke kun økonomisk eller geografisk, men demokratisk. Når borgere oplever, at beslutninger allerede er truffet, før dialogen begynder, forsvinder tilliden. Og uden tillid opstår afmagt og polarisering. Netop det er ordet, jernmarker, eksemplet på.
På min side af de politiske fløje er vi gode til at tale om sammenhængskraft og lighed. Men vi har været markant dårligere til at tage et opgør med den storbyblindhed, der har gjort teknokratiske prioriteringer til standard. Når vi igen og igen henviser til historiske økonomiaftaler, men overser den demografiske virkelighed i landdistrikterne, fastholder vi den samme logik, der har bragt os hertil. Det er ikke et spørgsmål om ond vilje, men om en politisk kultur, hvor økonomisk underprioritering kan fortsætte, så længe det forklæder sig som neutral faglighed.
Hvis den teknokratiske blindhed fortsætter, vil landdistrikterne ikke bare miste institutioner, men også troen på det politiske system. Ikke fordi pengene ikke findes, men fordi prioriteringen udebliver. Jernmarker truer ikke sammenhængskraften i Danmark. Det gør årtiers manglende økonomiske ansvar, gemt bag teknisk neutralitet.
Af Valdemar Alban, folketingskandidat for Socialdemokratiet
…
Reklamelink: Vordingborg.in har nu rundet 20.000 følgere og 500.000 forskellige læsere. Hvad betyder det for en annoncør?
