Der kom aldrig gang i pumperne ved Tubæk Å i aftes eller nat – Specialkonsulent Torsten Jensen har ikke hørt om problemer nogen steder i vores kommune
Det lader til, at det er tid til at ånde lettet op. Der blev ikke brug for at pumpe vand ud på grund af kritisk forhøjet vandstand i Tubæk Å, som løber bynært gennem Præstø.
Det fortæller Torsten Jensen, der er specialkonsulent i Vordingborg Kommune og i øvrigt har haft nok at se til med at tale med lokale medier det sidste døgns tid.
Men altså faren er drevet over, og Torsten har ikke hørt om kritiske problemer med højere vandstand andre steder i vores kommune.
At det ikke gik værre ved Tubæk Å skyldes ikke mindst, at der faldt noget mindre regn end frygtet.
Så der er åbent for trafikken igen på Østerbro, Præstø.
– Der løb ikke så meget vand igennem Tubæk Å som frygtet fra prognosen for et par dage siden, siger Torsten Jensen og fortæller, at der ikke var problemer ved slusen.
Der blev målt omkring en meters vandstigning på ydersiden ved 01-tiden i nat. Men det er altså ikke noget, der sætter gang i beredskabsarbejdet.
























