Gym-ejer og murermester Kasper Rasmussen siger tak for denne gang på Storegade 6 og har belejligt fået afsat alt udstyret til nyt motionscenter på Feddet
Der var gang i at pakke og slæbe tunge træningsmaskiner i starten af Storegade til formiddag.
Stege Gym & Fitness stopper, og den store lastbil kørte centerets maskiner på nye eventyr oppe på Feddet.
Motionscenteret er blevet drevet af murermester Kasper Rasmussen. Han var tilfældigvis på opgave med at lave badeværelser til det nye træningssted på Feddet, og så passede det meget godt, at han lige have en større maskinpark til salg, som de godt ville købe.
Kasper ærgrer sig lidt over, at det ikke lykkedes at finde nogen lokale til at overtage centeret i lokalerne, hvor der tidligere lå apotek.
– Vi lukker for at få mere tid til familien. Min kone har rengøringsfirma, og jeg er murermester, så der er nok at se til, når du også skal passe et motionscenter med til- og afmelding, telefonopkald og daglig rengøring, siger Kasper.
De har haft følere ude, og der har også været nogen og kigge, men det er ikke lykkedes at føre stedet videre.
”Det stod ellers klar til brug”, som Kasper siger.
Det bliver spændende at se, hvad der kommer i lokalerne, når lejeaftalen udløber næste måned.


























