Vi har tænkt over på redaktionen, hvordan det egentlig var fat ude ved golfbanerne i Keldby. Kan du få en øl og frokost i det daglige? Svaret er ja.
Hotelchef Melany Slott fortæller, at der er mulighed for frokost både hverdag og weekend. Der er også kaffe og kage i det daglige fra kl. 12-16 på Hotel Præstekilde, der også hedder Møn Golf Resort.
Altid smørrebrød på programmet
”Vi har smørrebrød fast og så kan du ringe og bestille, hvis du godt kunne tænke dig noget andet. Vi har lige nu otte stykker på golfophold. De fik burgere i går og skal have stjerneskud til frokost i dag,” siger Melany Slott.
Et andet eksempel er et busselskab, der tog et stop på vej til Møns Klint i restauranten og fik to-retters med kalv og dessert. Men det kræver altså et opkald til receptionen at sætte gang i andre muligheder.
”Det faste skal være lidt men godt”, siger Melany.
Grunden til vores undren blev vakt, er, at der tidligere var café med sandwich og burgere ovre ved golfklubben.
Men de lokaler bliver nu brugt til klubliv for medlemmer.
Medlemmerne kommer til gengæld tit ovre i hotellets restaurant efter at have gået dagens huller.
To navne for det samme
Vi hørte også lige til det med navnet på hotellet, nu vi var forbi.
Eller rettere sagt det med navnene. Det skal man ikke hænge sig så meget i, forklarer Melany.
Det er to navne for det samme.
Hotel Præstekilde har det heddet i mange år og bærer traditionerne fra mange lokales familiefester. I de senere år efter hotellet overtog ejerskabet af hele golfanlægget er Møn Golf Resort kommet med på skiltet. Det sender gode signaler til det omrejsende golf-folk.
Det skal nævnes, at smørrebrødsjomfruen er højgravid og Melany kan godt bruge en ekstra til at hjælpe med frokosten og et par tjenere også, hvis nogen i læserskaren skulle være interesserede.


























