Mens man sidste år på Stege Fjernvarme så sig nødsaget til at varsle en prisstigning på 17% med henvisning til de stærkt stigende elpriser, har man for det kommende år en helt anderledes udmelding.
Budgettet for det kommende år er lagt, og Stege Fjernvarmes forbrugere kan forvente en prisnedsættelse, der som minimum kan matche sidste års forhøjelse – og lidt til.
Når man sammenligner priser på fjernvarme, vælger man som oftest prisen for et gennemsnitshus på 130 m2 med et forbrug på 18,1 MWh. Varmeprisen for et hus i denne størrelse har i indeværende år været kr. 15669,43 mens prisen det kommende år vil blive kr. 13342,97 – altså en besparelse på godt 2300 kr.
Denne nedsættelse af varmeprisen er ingenlunde et udtryk for, at der ikke skal udføres nogle former for forbedring eller opgradering på Stege Fjernvarme det kommende år. Alle målere skal efterhånden være udskiftet til elektroniske målere og derudover har Folketinget vedtaget en ny lov Beredskabslovgivning, som medfører øgede krav til cybersikkerhed – noget som man i Stege Fjernvarme ser på med stor alvor. Alene på de to store områder kræves millioninvesteringer.
Med sit nye takstblad placerer Stege Fjernvarme sig igen i den pæne ende af Dansk Fjernvarmes statistik over det kommende års fjernvarmepriser og værkets forbrugere har således lidt at ”varme sig på” i denne juletid.
Stege Fjernvarme Amba
Jan Hansen, formand

























