Socialdemokratiet mener de har sat et tydeligt aftryk på budgetaftalen for 2027 og fremhæver i en pressemeddelelse blandt andet midler til folkeskolen, PPR og ældreområdet.
Pressemeddelelsen:
Mens mange kommuner må spare på velfærden, har Vordingborg Kommune kunnet gå den modsatte vej. Socialdemokratiet har gennem årene som borgmesterparti ført en ansvarlig økonomisk politik, og det betyder, at kommunen i dag står så stærkt økonomisk, at der ikke har været behov for besparelser i budgettet.
Det giver mulighed for at investere i det, der betyder mest for borgerne: skolerne, de ældre og børn og unge med behov for ekstra støtte. Det er noget, Socialdemokratiet priser sig lykkelige for.
Socialdemokratiet har haft ét klart mål under budgetforhandlingerne: at styrke kernevelfærden.
Derfor er vi særligt stolte af, at budgetaftalen for 2027-2030 indeholder markante løft til folkeskolerne, PPR og ældreområdet – områder, som vi har prioriteret højt gennem hele forløbet.
Budgetaftalen indeholder målrettede investeringer i de områder, der har størst betydning for borgernes hverdag.
Der afsættes blandt andet 3 millioner kroner årligt til skoleområdet, flere ressourcer til PPR og ekstra midler til ældreområdet. Samtidig styrkes indsatsen for udsatte børn og familier, og morgenmadsordningen på skolerne videreføres.
Brit Tordrup Hindborg Skovgaard, gruppeformand for Socialdemokratiet, siger:
“Vi gik ind til budgetforhandlingerne med et klart mål om at styrke velfærden.
Derfor er vi særligt glade for, at det lykkedes at sikre flere penge til skolerne, PPR og ældreområdet.
Det er områder, der har stor betydning for borgernes hverdag, og som Socialdemokratiet har kæmpet hårdt for at prioritere.”
Socialdemokratiet er glade for de mange velfærdsløft i budgetaftalen. Men vi lægger ikke skjul på, at vi hellere havde prioriteret de 2 millioner kroner til hjemmepasning på vores folkeskoler.
“Der er brug for flere investeringer i fællesskabet omkring børnene, og her mener vi, at pengene ville have gjort størst gavn. Vi har valgt at indgå aftalen, fordi den samlet set indeholder væsentlige forbedringer for børn, unge, ældre og familier i Vordingborg Kommune.”
Aftale om at hjælpe unge
Budgetaftalen styrker også indsatsen for børn og unge, der har brug for ekstra hjælp.
Der afsættes flere ressourcer til PPR, og det børnesociale område styrkes, så der kan sættes tidligere ind over for børn og familier i udsatte positioner.
Samtidig sikres fortsættelsen af Strandsikker, så kommunens skoleelever fortsat får undervisning i svømning og sikker adfærd ved kysterne.
Der afsættes også ekstra midler til TUBA, så flere unge og voksne, der er vokset op i familier med misbrug, kan få den hjælp og støtte, de har brug for.
På ældreområdet afsættes der ekstra midler til plejecentrene.
Værdig alderdom og grøn dagsorden
“Vi skal kunne tilbyde vores ældre en værdig alderdom og samtidig støtte de mange pårørende, som hver dag gør en kæmpe indsats. Det er vi med til at sikre med denne aftale,” siger Mikael Smed, politisk ordfører for Socialdemokratiet.
Den grønne dagsorden er også tydeligt til stede i budgetaftalen. Socialdemokratiet glæder sig særligt over, at der afsættes 2 millioner kroner til naturgenopretningsprojekter, som skal bidrage til mere biodiversitet og stærkere naturområder i kommunen.
“Naturen er en af vores største styrker.
Med investeringer i naturgenopretning bidrager vi til mere biodiversitet, bedre natur og en grønnere kommune.
Det er en vigtig prioritet for Socialdemokratiet,” siger Mikael Smed.
Budgetaftalen indeholder samtidig investeringer i attraktive bymiljøer, trafiksikkerhed, foreningsliv og udvikling i hele kommunen, så Vordingborg Kommune fortsat er et godt sted at bo, arbejde og drive virksomhed.
“Socialdemokratiet har sat et tydeligt aftryk på budgetaftalen.
Vi har været med til at sikre markante løft til skolerne, PPR og ældreområdet, fortsat støtte til TUBA og Strandsikker samt investeringer i naturgenopretning. Samlet set er det et budget, der styrker velfærden, fællesskabet og den grønne udvikling i Vordingborg Kommune,” siger Mikael Smed, politisk ordfører for Socialdemokratiet.

























