Det er en vaskeægte sangskriver og historiefortæller, der besøger Forsamlingshuset i Maglebrænde på kanten af
foråret torsdag d. 28. februar. Musikeren og sangeren med de dybe rødder i dansk folkemusiktradition, Benny Holst, indtager salen med sin trio sammen med sine to faste medsammensvorne musikere, violinisten Martin Andersen og guitaristen Jacob Rathje. Vi skal høre trioen fortælle levende og indfølende historier gennem Benny Holsts sange. Holst er uden tvivl at finde, når kongerækken af danske sangskrivere skal opstilles.
- Benny Holst har tidligere gæstet Dagligstuen alene, og da det har været et stående ønske fra vores gæster af høre ham igen, præsenterer vi nu Benny Holst Trio. Den store efterspørgsel, som vi mærkede samme dag, som vi annoncerede koncerten, gør, at koncerten er flyttet til Maglebrænde Forsamlingshus, fortæller Peter Abrahamsen, vært for Dagligstuekoncerter.
Når Benny Holst indtager et rum med sin musik, formår han at skabe en pragtfuld varme. Benny Holst, der fylder 79 år i marts, udgav i 2008 albummet Sepiadage, som han nu turnerer med. For dette album modtog Holst i 2009 prisen som Årets Sangskriver ved DMA Folk 2009. Det bliver derfor en prisværdig oplevelse at høre den stadig meget koncertaktive Benny Holst Trio, når de gæster Forsamlingshuset. På albummet har Benny Holst genskabt ni gamle sange i en dugfrisk kontekst, og vi kommer til at høre et par af de mest kendte, formentlig også storhittet “Engle har bare tæer”.
- Vi har tidligere delt en video med det meget gribende nummer “Weekendfar” på vores side på Facebook. Optagelsen er fra 1988 i Jazzhus Montmartre. Gensynet har givet mange reaktioner fra dem, der er samtidige med Benny. Kommentarerne har bekræftet os i, at Benny Holst er et ikon i dansk folkemusik, fortæller Peter Abrahamsen.
Der kan stadig fås billetter, men kun mod forudbestilling på www.dagligstuekoncerter.dk.
Der sælges ikke billetter ved døren.
Videoen finder du her: