Det vi griner af, kan vi tale om! Stykket får flotte anmeldelser.
Hold så kæft Lars! er en komedie om psykisk sårbarhed, der sætter fokus på de mange unge der mistrives i dag. Forestillingen vil aftabuisere den skam, skyld og følelse af “forkerthed” der ofte følger med psykisk sårbarhed.
Den depressive Liv smider sit sidste engangsknald, den kiksede Lars, ud af sin lejlighed. For at lykkedes med endnu et selvmordsforsøg. Men Lars redder Liv og nægter at gå. Et absurd parforhold starter, hvor Lars kæmper for at få Livs livslyst tilbage og Liv kæmper for at få fred for den ubærlige smerte, som depressionen fastholder hende i. Forelskelsens rus løfter dem for en stund, men kærlighed kan ikke helbrede en svær depression.
Om stykket skriver Liv Lindhart: Det handler om depression og selvmord. Hvad der sker, når psykiatrien fejler, når det sorte sind tager over og kvæler ethvert forsøg på at give håb og kærlighed livsvilkår. Mette formidler historien med en perfekt og velafstemt cocktail af sort humor og dyb dyb tragedie. Jeg blev komplet blæst bagover til præmieren i går og vil anbefale alle jeg kender at købe billet.
Forpersonen for Teaterforeningen Bøgestrømmen, Trine Schlosser, er godt tilfreds. -Der er heldigvis stor interesse fra forskellige skoler og ungdomsuddannelser, men der er stadig en del pladser tilbage.
-Der er flere forestillinger i løbet af efteråret, men allerede nu vil vi gøre opmærksom på familieforestillingen “Ronja Røverdatter”, som vi spiller onsdag d. 19. feb. 2025 kl. 18.00 på Vordingborg Teater, fortæller Trine Schlosser.