Naturrum Knudshoved Odde er gået hen og blevet en succeshistorie.
Vordingborg Kommune oplyser: Over 3.500 gæster har besøgt Naturrum Knudshoved Odde siden åbningen af formidlingshuset den 30. juni 2024.
På bare få måneder har Naturrum Knudshoved Odde og picnic-området omkring Naturrummet allerede dannet ramme for mange besøgende i den smukke genoprettede natur.
Ved hjælp af tællere opsat ved formidlingshuset har vi registreret antallet af besøgende. Mere end 7.200 klik er det blevet til fra juli til udgangen af august ved Naturrummet og mere end 10.000 klik ved picnic-området. Tages der højde for, at mange formentlig passerer to gange på et besøg, svarer de 3.500 gæster til et gennemsnit på næsten 60 om dagen i den registrerede periode. Det er utroligt flot!
Efteråret er kommet, og det er et perfekt tidspunkt for en lang vandretur på Knudshoved Odde, hvor det nu er trækfuglene og de smukke efterårs-farver, der præger landskabet. Så har du endnu ikke været en tur forbi, er der stadig meget at opleve på Odden.
Ved Naturrummet kan du i ly og læ nyde kaffen eller madpakken og samtidig læse mere om naturgenopretningen i det store LIFE Clima-Bombina-projekt. Brug også QR-koderne i Naturrummet, hvor du kan vælge mellem hele 15 små film, som fortæller om blandt andet Klokkefrøen, fuglelivet og det store naturgenopretningsarbejde.
Velkommen på tur til Knudshoved Odde.
Læs også Hurra for nyt naturrum