TILFLYTTER-INTERVIEW – Marianne Rasmussen havde ikke en færdig udregnet plan, men det blev Præstø, hun valgte. Der gik vitterlig ikke lang tid, før hun blev frivillig i kulturlivet i Præstø. Det har grebet om sig.
Marianne Rasmussen – vi fandt et godt hjørne i Cykelbagerens café
For Marianne Rasmussen har det være en befrielse og en stor glæde at indgå i sammenhængen som en af de frivillige forskellige steder i Præstøs kulturliv. Et liv hvor alle bliver blandet på tværs af baggrund og måske ikke altid ved, hvad hinanden har lavet på arbejdsmarkedet.
Det vigtigste er at være sammen om at passe, i Mariannes tilfælde, Pakhus 8’s koncerter, Fransk Forår, Præstø Boghandel, Præstø Litteraturfestival og Thorvaldsens Samling.
Når du har levet 49 år i Tyskland, de fleste i Berlin, og haft et karriereliv i reklamebranchen, kan det være ret tilfredsstillende som pensioneret og tilflytter at være én i flokken, som nyder de andres selskab og bidrager til fællesskabet.
Et liv uden behov for en skal
– Jeg har ikke nogen skal her, hvis man kan sige det på den måde. Ikke noget skjold. Jeg er overhovedet ikke vigtig. I mit job-liv, har jeg været ”vigtig“ nogle gange.
Her bliver du bare taget for den, du er.
Nogle gange spørger folk, hvad har du egentlig foretaget dig i Tyskland? Så svarer jeg, og så er det det.
Det som betyder noget, er det vi laver sammen. Det er så forfriskende og befriende. Det får mig til at se i spejlet på en helt anden måde, siger Marianne Rasmussen.
Vejen til Præstø
Vi sidder og taler sammen på første sal i cykelbagerens café over en sportscola og en cappuccino og er kommet til nogle af konklusionerne efter at have hørt om Mariannes mange år i det tyske, hvordan hun fandt vejen til Danmark og, at det blev Præstø hun slog sig ned i, som pensioneret.
Det var hendes kusine på en gård i Ørslev, som sporede hende i retning af byen. Det kunne også have været Bornholm eller Stege. Hvem vil ikke nogle gange gerne bo i et fiskerhus mellem klipperne ud til havet?
Men ikke Sorgenfri og Nordsjælland, hvor hun voksede op.
Både på grund af boligmarkedet og fordi Marianne ikke vil flytte lige op ad sin familie efter alle de år og bede dem underholde hende. Hellere blot bo i nærheden af dem.
For eksempel i Præstø, hvor der cirka er 80 kilometer til Sorgenfri og ikke langt til motorvejen.
Som er ingenting, når du har boet i Tyskland.
Et gyldent øjeblik på havnen
Mødet i gården åbnede porten
En ældre mand i en baggård ved Per Thyges Torv, der fik sig en smøg, var med til at vise vejen.
Det var i sensommeren 2023. Marianne besøgte byen og skulle kigge på en lejlighed ved baggården dagen efter. Hun gik ned og smugkiggede og de faldt i snak.
– Han sagde, at det vel nok var hyggeligt, og ih hvor ville det være dejligt. Og her er så fint, og omme i gården, der er et lille hus, og der kan vi sidde ude alle sammen. Og han fortalte, hvor nemt det var for hans kone at gå ud og handle.
Jeg var helt overvældet over den venlighed og åbenhed. Ikke noget jeg umiddelbart er vant til fra livet i en stor by, siger Marianne Rasmussen.
Hun gik oplivet hjem til Sweet & Coffee i Adelgade, hvor hun lejede et værelse på førstesalen af Rasmus Evinds cafémiljø.
Næsten morgen over kaffen i cafeen faldt hun nemt i snak med forskellige folk. Der iblandt ægteparret Susanne Wiederquist og hendes mand Niels Erik, der overhørte, at Marianne var ude og overveje bolig lokalt.
Susanne er advokat og i øvrigt forfatter og tilbød sin hjælp og gav visitkortet.
– Så var jeg solgt, og jeg havde været i Præstø ét døgn, siger Marianne.
Det mistede førte til det fundne
Det blev ikke til noget med lejligheden. Men Marianne ledte videre og rejste frem og tilbage med Flixbus, lejede bil i hovedstaden, boede hos sin svoger og kiggede på muligheder i Præstø.
Han sagde til sidst drillende: ”Hvis du fortsætter på den måde, ender det med, du flytter ind hos mig”.
Så skete det at Marianne på en af turene fik stjålet sin pung med penge, pas og kørekort, da hun skulle tilbage til Berlin. Der var tre kroner i bunden af rygsækken.
Gode råd var dyre og hun måtte tilbage til svoger og vente på midlertidigt pas.
Dagen efter ringede en lokal ejendomsmægler med et hus, der lige var kommet ind og ikke lagt ud endnu, som nok kunne passe godt.
Marianne lånte familiebilen, uden kørekort, og kørte dertil.
Det er det hus, hun bor i nu. I udkanten af byen.
Hun fik nøglerne d 1. februar 2024 og flyttede ind d. 1. marts. Tilflytteren har rundt regnet boet to og et halvt år i Præstø.
Præstø-kammerater til Frivillig Fredag i Vordingborg
Det, du siger er, at det var imødekommenheden, du reagerede på først?
– Ja. Fra den ældre mand og på caféen. Faktisk alle steder. Det virkede bare så venligt og så åbent. Altså, det er sådan nu, at jeg slet ikke kunne finde på at flytte mere, også fordi mine naboer er så enestående.
Men det kunne jeg jo ikke vide på det tidspunkt, siger Marianne og nævner:
– Havnen tog også mit hjerte. Jeg sad dernede og tænkte, og det var efterår, havnen og fjorden var helt fortryllende. Så kom jeg i snak med de ældre herrer, der bygger henne i bådhallen, som også var enormt søde. Det var meget omfavnende, husker Marianne.
Det tyske kapitel
Hvis vi spoler længere tilbage i livet, sagde Marianne som ung kvinde til en veninde i Sorgenfri: ”Berlin er ikke et sted at blive gammel.” Det skulle vise sig at blive en hel profeti.
Marianne Rasmussen tog til Berlin som au pair, da hun var 16 år.
Efter at have fravalgt England, hvor der var dårlige historier fra den branche. Så det blev tyske venner i en venindes sommerhus, som hjalp med at finde en plads i huset. På forældrenes velsignelse.
Tidligt ægteskab og derefter uafhængighed
For at gøre en lang historie kort, fik hun en kæreste og blev gift som 18-årig. Det var ikke helt lykkeligt og for tidligt.
– Hvis der var nogen, der sagde, at jeg skulle gøre noget, så gjorde jeg det dengang. Det var jeg ligesom opdraget til. Ikke nogen særlig gode opdragelse til piger i hvert fald. Men det var sådan og vi blev gift. Selvfølgelig holdt det overhovedet ikke, fortæller Marianne.
Et par år efter pakkede hun kufferten og gik ned ad gaden mod uafhængigheden. Uden uddannelse kunne dog skrive på skrivemaskine og slog op i en avis efter arbejde og fandt hen til De Danske Spritfabrikkers afdeling, der blandt andet lavede Rød Aalborg på tysk med navnet Malteser Kreuz Aquavit.
Hun blev sekretær i skrivekontoret. Hun kunne jo skrive i høj fart og gøre sig problemfrit med det danske og det tyske, og det kunne de bruge. Kort efter tilbød chefen, at hun kunne blive hans sekretær, hvis hun tog forskellige kurser.
Mange år i reklamebranchen
Marianne stopper lidt op og siger over kaffekoppen, at nu skal vi heller ikke have hele historien med alle detaljer.
Hvis vi samler det hele lidt, er hendes arbejds-historie en fortælling om, at hun har været dygtig til at få gode jobs og efter nogle år som marketingmanager i organisationer, kom hun ind i reklamebranchen.
Hun har arbejdet på reklamebureau i 30 år med fokus på administration, holde store budgetter og stå for planlægning.
– Jeg har været med til at bedømme kampagnerne. Der skal ligesom en realist til at kigge på tingene og lavet budgetkontrol bagefter, siger Marianne.
Det boglige og eksamenspapirerne i markedsføring og kommunikation byggede hun på ved siden af, som mulighederne bød sig og med mange aftener i brug.
Lange arbejdsuger
Hun fortæller om et spændende arbejdsliv i reklamebranchen med for eksempel Tyskland største pharma-virksomhed Bayer AG som kunde og rejser til blandt andet Island.
Med arbejdsuger der nemt strakte sig op til 60 timer og hvor en del af det sociale live også udfoldede sig sammen med kollegaerne.
– Der var jeg nogle gange „vigtig“, siger hun med et glimt i øjet.
Marianne er vist det, man kalder en selfmade woman. En der har opnået succes, anerkendelse og god position gennem hårdt arbejde, dygtighed og vedholdenhed uden at få det forærende på forhånd.
Hun reflekterer lidt over, om det tidlige ægteskab kan have betydning for, at hun ikke blev gift igen, ikke at hun har levet på en sten siden, men familie har hun ikke stiftet og har det helt fint med det.
Klar til Fransk Forår
Brugte kultur – passede den ikke
Med fare for at springe for meget i det, bliver Vordingborg.in’s Udsendte nysgerrig på, hvor koblingerne er til at, Marianne i dag er så flittig en frivillig hos:
Fransk Forår, Pakhus 8, Præstø Boghandel, den lokale litteraturfestival og Thorvaldsens Samling om søndagen.
Var hun også frivillig i Tyskland? Nej, er svaret.
Men hun var forbruger af kultur over årene. Boet tæt på og var tit i operaen i Berlin, gik på udstillinger og læste bøger.
Det var heller ikke fordi, det var en plan, at det skulle være sådan, da hun pakkede ud i det nye hus i Præstø. Hun har veninder, der har planlagt det nøje flere år før pensionen, hvad de ville beskæftige sig med efter arbejdslivet.
– Jeg har ikke haft den bekymring. Jeg har tænkt, at jeg altid har haft så meget dejligt at lave, at jeg ikke har været bekymret for at kede mig, siger Marianne.
Franske Forår manglede hjælp
Et informationsmøde på Sweet & Coffee med den tidligere formand for Præstø Handel Henrik Westergaard på scenen, trak alligevel Mariannes nysgerrighed kort efter tilflytningen.
Temaet var alt det, skulle ske i Præstø i løbet af året og der var brug for hjælp til det, viste det sig.
– Jeg blev noget målløs over hvor mange arrangementer, der var på vej og han sagde, at han havde brug for hjælp til det franske forår, som jo er i maj. Jeg kom lynhurtigt ind og hjalp med administrationen. Det gør jeg stadigvæk, fortæller Marianne.
Hun tager imod alle tilmeldinger og står for, at staderne bliver fordelt og den slags. Opgaven starter i november ved skrivebordet, når der åbnes op.
– Men det er også det eneste, jeg laver hjemme. Alt andet er opgaver, hvor jeg går ned i Præstø og laver noget og går hjem igen, fortæller Marianne.
Arkivfoto: Pakhus og havne-idyl
Dørmanden Marianne
I Pakhus 8 er hun dørmand. De er omkring 50 frivillige og omkring 14 på vagt til koncerterne.
– Der prøver jeg simpelthen at få så mange vagter, jeg overhovedet kan få.
Det er lidt anderledes end at administrere at være dørmand, men det er så dejligt at byde folk og ønske alle en god hjemtur.
Det elsker jeg virkelig og at hygge om gæsterne, siger Marianne.
Vagterne i boghandelen er anderledes. Der møder hun sjældent de andre frivillige, men det er atmosfæren og de stille og rolige omgivelser, som trækker der.
På Thorvaldsens Samlingen har hun nøglen om søndagen og åbner og lukker museet og viser nogle gange rundt i haven.
Så det startede med Fransk Forår, og så har det grebet om sig. Fordi hun har mødt flere af folkene fra kulturstederne, der har spurgt om, hun vil være med hos dem.
Søndagsvagten på Thorvaldsen Samlingen
Det falder dig naturligt at gå ind i kulturlivet og være frivillig?
– Ja, det er ikke svært.
Men hvad er det, der gør, at du gør det?
– Godt spørgsmål. Altså, jeg har jo aldrig haft tid til at lave noget ved siden af, mens jeg arbejdede. Jeg kan ikke sige, at jeg har haft nogen anden hobby end kulturlivet.
Jeg har heller ikke gået til noget, efter jeg blev pensionist. Kun lidt gymnastik ind i mellem, ikke noget der er værd at tale om.
Du har bare kastet dig ud i det. Det lyder f.eks. som en opgave med stort ansvar til Fransk Forår. Det er en god parathed at du rækker ud. Hvad siger det egentlig noget om?
– Ja, altså det er noget med lister og tilmelding og holde styr på folk og tale med dem og fordele staderne og lytte til deres ønsker. Der er en hel del.
Du skal kunne lide at arbejde med mennesker. Det har jeg med, fordi jeg har haft med mange kunder at gøre.
Hvad synes du selv, det siger om dig?
– Det ved jeg ikke. Det er bare sådan, det er. Jeg har altid været vant til at lave en hel masse.
Måske er det derfor, det falder så naturligt.
Kan du sige lidt om, hvad du synes, du får ud af at være frivillig i de forskellige regi?
– Det er det sociale, der gør det. Det giver en enorm livskvalitet.
Vi har lige her til formiddag siddet og lavet oprydnings- og nedpakningsplaner, fordi Pakhus 8 skal lukkes ned i starten af næste år og renoveres.
Vordingborg Kommune har givet nogle penge, og der skal ombygges, laves brandsikring og alt muligt.
Der står jeg så simpelthen ved siden af min kollega, der har lavet en kop kaffe, og bare tænker, hvor dejligt det er at være der, siger Marianne.
Det er vist meget godt at Præstø og Marianne fandt hinanden.
– Jeg kan huske i starten, jeg boede her, fortalte jeg min svoger, at i Præstø, fortæller de alle sammen, hvor glade de er for at være her, hvor dejligt her er.
Han sagde, “selvfølgelig, de bor der jo”. Men jeg synes, at jeg kun har fået det bekræftet, siger Marianne Rasmussen.
