Jeg var som sædvanlig ude på en kajaktur til morgen. Denne morgen var usædvanlig smuk og med næsten helt blankt vand. Solen skinnede.
Arne Holdensen har sendt os denne herlige oplevelse fra tirsdag den 25. august:
Jeg var en tur rundt om Masnedø, hvilket jeg ikke har været i nogen tid.
Dronning Margrethe II’s Bro er jo for længst åbnet for al anden trafik end togtrafik. Og den stod rigtigt smukt her til morgen. Slank og enkelt med sine facetformede bropiller, som giver et særligt spil i solskinnet. Og med sit lange buede forløb ned sydover til Falster.
Den lille ”halvø”/ platform på Masnedø, hvor broillle nr. 2 fra nord var blevet støbt, var nu helt fjernet og står nu helt frit på lavt vand. Stranden og skrænten er genetableret. Det er ikke til at se, at her har ligget en byggeplads. Man var lige ved at lave den sidste finish med en stor gravemaskine.
Da jeg kom forbi den gamle ”jernhavn” var forfaldet tydeligt. Molerne som en gang har beskyttet havnen, hvor skibe for snart mange år siden blev brudt ned. Senere en pæn privat havn for beboerne i bygningerne på grunden. Molernes beton smuldrer på en meget fascinerende måde, hvor nedfaldne betonplader og udstikkende jern danner forskellige mønstre sammen med drivende ålegræs og andet, som bliver fanget.
Endeligt hjemme ved indsejlingen til Nordhavnen åbenbarede sig igen et smukt syn med de mange sejlbåde i forgrunden og byens vartegn Gåsetårnet bagved.
PS: Se flere billeder på facebooksiden Vordingborg.in




























