Møns Bank har realiseret de første seks måneder af 2026 med en høj vækst og aktivitet, der understreger, at bankens vækststrategi er på rette spor.
Tilfredsstillende resultat og fortsat høje vækstrater
Møns Bank har opnået en tilfredsstillende begyndelse på 2026 med et resultat før skat på 35,8 mio. kr. for 1. halvår. Resultatet er som forventet og på niveau med resultatet for 1. halvår 2025, hvor det udgjorde 35,6 mio. kr.
Resultatet følger bankens forventninger og afspejler både udviklingen i renteniveauet og bankens fortsatte investeringer i vækststrategien.
”Resultatet for 1. halvår er på linje med vores forventninger og forrenter egenkapitalen med 9,7 % p.a. Vi er godt i gang med at realisere vores vækststrategi, og det afspejler sig i både høj aktivitet og tilfredsstillende vækst i udlånet. Samtidig er resultatet påvirket af renteudviklingen og de omkostninger, vi afholder til opstart af ny filial samt investering i vores organisation for at understøtte bankens vækststrategi,” siger bankdirektør Per Sjørup Christiansen.
Markant udlånsvækst og fortsat kundetilgang styrker grundlaget for fremtidig indtjening
At bankens strategi virker, kan tydeligt ses på væksten i udlånet, som er steget 37,8 % i forhold til samme tidspunkt sidste år. Udlånet udgør 2.263 mio. kr. ultimo 1. halvår 2026.
Indlån udgør 4.997 mio. kr. og er øget med 17,0 % i forhold til samme tidspunkt sidste år.
”Vi oplever en stor tilgang af nye kunder og en stor efterspørgsel efter personlig rådgivning. Vores vækst er i høj grad drevet af vores lokale tilstedeværelse, tilgængelighed og den personlige relation og rådgivning til kunderne,” siger Per Sjørup Christiansen.
Bankens nye filial i Køge bidrager også til væksten. Status er, at filialen allerede betjener over 1.000 nye kunder med en samlet kreditformidling fordelt på udlån, garantier og realkreditlån for mere end 1,25 mia. kr.
Basisdrift påvirket af renteudviklingen og investeringer i vækst
Bankens basisdrift udgør 15,7 mio. kr. mod 33,6 mio. kr. i samme periode sidste år, hvilket følger bankens udmeldte forventninger.
I bankens udmeldinger er forventningen om et lavere renteniveau inkluderet. I 1. halvår 2026 ligger renten på et lavere niveau end året før, hvor Nationalbankens diskontorente i 1. halvår 2025 blev nedsat fire gange fra 2,6% til 1,6%.
”Vi kan tydeligt se, at renteudviklingen sammen med konkurrencen påvirker udlånsrenterne. Det samme gælder bankens store overskudslikviditet, som giver et lavere afkast sammenlignet med de tidligere år – trods en pæn vækst i overskudslikviditeten,” siger Per Sjørup Christiansen.
”Rammebetingelserne med lavere renter er faktisk en væsentlig begrundelse for vores vækststrategi. Med øget konkurrence og øgede compliancekrav skal Møns Bank være større for at kunne sikre gode resultater i de kommende år. Heldigvis har vi de forudsætninger, det kræver: Et godt omdømme i vores markedsområde, et stærkt værditilbud til vores kunder og dygtige og engagerede medarbejdere, der hver dag yder den gode rådgivning og service til vores kunder,” tilføjer han.
Udviklingen i basisdriften afspejler forventede stigende omkostninger i forbindelse med vækststrategien, herunder flere medarbejdere og etablering af den nye filial. De samlede omkostninger er steget med 19,5 %, hvilket blandt andet skyldes ansættelser og investeringer i organisation og IT.
Banken er i perioden vokset fra 120 fuldtidsmedarbejdere i 1. halvår 2025 til 146 i 1. halvår 2026.
”Udviklingen følger vores forventninger. Vi har etableret ny filial i Køge med fuld bemanding fra første dag – og vi har endda løbende udvidet på grund af flere kunder. Det er vi rigtig glade for, da kunderne virkelig har efterspurgt os som lokalbank. Vi har samtidig investeret i fremtiden og styrket vores øvrige filialer og stabsfunktionerne,” fortæller Per Sjørup Christiansen.
Positive kursreguleringer og tilbageførsel af nedskrivninger
Regnskabets øvrige poster bidrager ligeledes positivt til det samlede resultat.
Kursreguleringer udgør 6,9 mio. kr. mod 10,5 mio. kr. i samme periode sidste år.
Nedskrivninger på udlån mv. udgør en indtægt på 13,2 mio. kr. mod en udgift på 8,5 mio. kr. i samme periode sidste år.
Banken har samtidig øget det ledelsesmæssige skøn til 22,8 mio. kr. til at imødegå usikkerhed relateret til blandt andet geopolitiske forhold og makroøkonomiske risici.
”Vores kunder klarer sig generelt godt, og derfor har vi kunnet tilbageføre nedskrivninger på flere engagementer, men vi øger samtidig vores ledelsesmæssige skøn, så vi fastholder en forsigtig tilgang i lyset af den geopolitiske og makroøkonomiske usikkerhed,” siger Per Sjørup Christiansen.
Stærk kapital og høj likviditet
Møns Bank står fortsat solidt kapitalmæssigt med en kapitalprocent på 21,4 % og en overdækning på 4,7 procentpoint i forhold til de samlede kapitalkrav samt en overdækning af det såkaldte NEP-krav på 4,1 %.
Likviditeten er ligeledes meget robust med en LCR-overdækning på 415 %.
”Vores vækst stiller høje krav til vores kapitalforhold. Vi følger vores kapitalplan, så der altid er tilstrækkelig kapital til at sikre, at vi er en solid og robust lokalbank,” siger Per Sjørup Christiansen.
Fremtidige forventninger
Møns Bank har senest i april opjusteret forventningerne til årets resultat før skat til niveauet 60-80 mio. kr. og en uændret basisdrift i niveauet 35-55 mio. kr. Opjusteringen er sket som følge af et forventet salg af datacentralen BEC Financial Technologies a.m.b.a.
Om disse forventninger udtaler bankdirektøren: ”Vores forretning udvikler sig fortsat som forventet. Vores kundetilgang og udlånsvækst er realiseret positivt og det samme gælder vores kreditnøgletal, herunder tilbageførsel af nedskrivninger. Det er en balancegang at drive den transformation, vi er i gang med, især når vi ser et pres på renterne og stigende omkostninger til nye medarbejdere. Samlet set vil jeg sige, at vi ligger komfortabelt inden for vores udmeldte spænd på både resultat før skat og basisdrift.”
Bestyrelsesformand Peter Ole Sørensen udtaler: ”Vi har efter de seneste 3 års rekordresultater valgt at investere langsigtet i vækst og dermed bankens langsigtede strategi. Vi er tilfredse med den transformation, vi er i gang med, hvor vi lige nu lægger fundamentet for vores fortsatte gode resultater for de kommende år til glæde for lokalsamfundet.”
Om Møns Bank
Møns Bank blev grundlagt i 1877 og er dermed en af Danmarks ældste pengeinstitutter. Banken har tilgængelig og personlig kunderådgivning og er kendt for at have korte beslutningsveje. Med filialer i Stege, Vordingborg, Næstved, Rønnede, Præstø og Køge har banken stor indsigt i og forståelse for lokale forhold.























