Midt- og Sydsjællands Brand & Redning og Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi blev tirsdag formiddag klokken 10.11 alarmeret til en gårdbrand lidt uden for Mern.
Af ukendte årsager var der opstået brand i en maskinhal, hvor ilden blandt andet havde fået fat i tagkonstruktionen.
Ved brandvæsenets ankomst blev der hurtigt etableret vandforsyning, så der kunne arbejdes med både indvendig og udvendig slukning af branden.
Der kom relativt hurtigt kontrol over situationen, og Beredskabsstyrelsen fra Næstved deltog efterfølgende i efterslukningsarbejdet.
Ingen personer kom noget til i forbindelse med branden.
Politiet og brandvæsenet skal nu forsøge at klarlægge årsagen til, at der udbrød brand i maskinhallen.
Omfanget af skaderne på maskinhallen er endnu ukendt.
Tekst og foto: Lars Busk / Media Sydsjælland

























