Af Nikolaj Reichel (A): For nylig oplevede jeg noget ganske særligt. Jeg var i
DGI Huset i København for at se min datter optræde med holdet “De Hjemvendte” fra Valby Gymnastik. Ugen før var jeg til lokalopvisning i Præstø, hvor mine egne elever deltog. Det var to meget forskellige begivenheder, men fælles for dem begge var, at de gjorde mig stolt – både som far, lærer og som borger i Vordingborg Kommune.
Hvert forår samles tusindvis af gymnaster og tilskuere til lokalopvisninger i hele landet – og det er en fest, der hylder frivillighed, fællesskab og det enorme arbejde, der ligger i foreningerne.
To instruktører fra Københavnerklubben har rødder her fra Sydsjælland. De har lagt mange timer på de bonede gulve i vores lokale haller – især i Springsalen, som i mange år har været et vigtigt samlingspunkt for børn og unge med gymnastikglæde. Det er netop dette solide foreningsfundament, der har gjort dem til kompetente og eftertragtede frivillige instruktører i hovedstaden. Det viser, hvor stærkt et afsæt vores lokale idrætsliv giver.
Det gav anledning til refleksion. Foreningslivet er meget mere end blot sundhed og bevægelse. Det er også demokratisk dannelse, fællesskab, trivsel og venskaber. Det er her, unge mennesker lærer ansvar, samarbejde og udvikler sociale netværk, som kan følge dem resten af livet – også når de flytter fra hjemegnen.
Derfor glæder det mig, at medlemstallene i idrætsforeningerne i Vordingborg Kommune er steget med 192 i 2024. Især de 19-24-årige går frem. Dog skal vi stadig styrke indsatsen blandt de 13-18-årige, hvor vi ser en lille tilbagegang.
Ambitionen må være, at alle børn og unge i vores kommune skal være en del af et idrætsfællesskab. Det kræver vilje, samarbejde – og ikke mindst støtte til de mange frivillige, som hver dag gør det hele muligt.
Med ønske om et fint forår til jer alle.
Venlig hilsen
Nikolaj Nørager Wilstrup Reichel
Kommunalbestyrelsesmedlem (A)
Formand for Uddannelses- og Beskæftigelsesudvalget
























