FARVEL til HÅNDVÆRK – Allan Olsen i Præstø er Danmarks sidste bronzestøber og figurformer. Han støbte statuetter og figurer er ganske unikke. For der bliver ikke lavet noget på den måde mere
Af en 82-årig mand, er Allan Olsen en bragende og livlig fortæller af historien om det håndværk, han bar til det sidste.
Der er ikke andre med kombinationen af bronzestøber og figurformer tilbage i Danmark.
Der er én mand i Randers, som har prøvet kræfter med det med Allans hjælp, men støber af samme støbning er han ikke blevet.
Børn og børnebørn har kigget med når Allan var i værkstedet, men de laver så meget andet.
Det er ikke fordi Allan er voldsomt vemodig. Det er jo som det er.
Men når han fortæller om figurer og statuer i sit galleri, kan du godt mærke stoltheden over at have løftet arven med kunstværkerne. Man fristes til at sige tunge arv, for de vejer godt til.
Men så er det også det.
– Jeg kan godt se nu, at det faktisk var et håndværk, der var svært at lære, siger manden, der slog op i banen for et års tid siden og stoppede med sit værksted ved sommerhuset i Stavreby.
Han står i landskabet
Men udkommet af arbejdet følger Allan på hans vej. Også os andre.
For eksempel når han er i København, kigger han forbi H.C. Andersen-statuen på Rådhuspladsen ud mod Åboulevarden eller H.C. Lumbye-statuen i Tivoli. Begge har han været med til at lave.
– Flot arbejde. Jeg glæder mig over det, når jeg kommer i Tivoli. Så skal jeg lige sidde og nyde det en stund. Gamle håndværker ikk! Statuerne forgår aldrig, siger Allan med et stort smil.
Han havde både talent for at modellere og lave kunst.
I hans scrapbog falder blikket på blandt andet statuen af skovgudinden Diana, som han har haft hænderne med i. Den er der lavet seks-syv stykker af. Og Klodshans som er en af Edvard Eriksens. Han der lavede. Den Lille Havfrue (1913). Klodshans står i Odense ved Risingskolen – på hjørnet af Risingvej og Glentevej.
Kun mig at tale med
– Håndværket er så specielt. Der er ikke andre at snakke med om det. Der findes kun mig. Så er der nogle jernformere, men de laver maskindele og sådan noget. Men ikke kunst som jeg, siger Allan.
Senest du kunne høre ham fortælle om håndværket i Bådhal 8, hvor mange gamle håndværk stod skulder ved skulder med ranke rygge til Gyldne Dage på havnefronten i Præstø.
Træsnittere, hørspindere, kniplere m.fl.
– Jeg tog med, fordi jeg har alt det her, siger han og kigger rundt i galleriet.
– Det er lidt synd, hvis ikke de bliver vist frem, den dag jeg stiller træskoene. Her er flere hundrede kilo figurer og statuer. Jeg solgte et par stykker.
Altså det er ikke noget, du køber for 39,50. Det er håndarbejde og der er lagt rigtig mange timer i det. Jeg vil have 100 kr. i timen, når jeg sælger, siger Allan.
Han mener hans priser er i ankelhøjde i forhold til, hvad de har krævet og den bronze, som nærmest er uforgængelig.
– Det forgår jo ikke. Jeg plejer at love folk 500 års garanti, siger han og bryder ud i sit energiske grin.
Så figurerne er til salg. Du skal bare finde Allan i Præstø. Der kommer sikkert også et par historier med på vejen.
Historien kort fortalt
Allan Olsen gik på Rådmandsgade skole på Nørrebro. De manglede en figurformer-lærling hos bronzestøber Lauritz Rasmussen på den anden side af gaden til at arbejde med de ædle metaller og gik derover.
Der sad en skoletræt Allan i 9. klasse, som straks slog til. Det var i 1958.
– Vi var de store krigsårgange, og det var svært at få læreplads, fortæller Allan Olsen.
De næste fem år lærte han former- og støberhåndværket i et beskidt og usundt miljø med støbeforme i sand fra grusgraven, hvor det flydende bronze og andre metaller blev formet til statuer og meget andet. Lauritz Rasmussen var nærmest verdenskendt og Kgl. Hofleverandør.
Rytterstatuer er hule indeni
Allan var f.eks. med til at lave flere rytterstatuer.
Han forklarer, at kernen inden i en rytterstatue, lavede man hul.
Du kan ikke støbe dem massivt, så ville den veje mange tons. Så de lavede hulrummet på stativ, bukket efter hestens form og med tråd for at bære kernen. Det var kompliceret smedearbejde.
Allan var også med til at lave det nye hoved til Den Lille Havfrue, da angiveligt kunstneren Jørgen Nash i nattens mulm og mørke savede det af i 1964.
Selvom det var ædelt arbejde, fik svendene en lav løn. Det blev lidt bedre efter opsvinget i begyndelsen af 60’erne. Allan ville ikke tilbage i ”møgbutikken” efter soldatertiden.
– Når det var værst, kunne vi ikke se fra den ene ende til den anden i støberihallen, siger han.
Allan fik i stedet arbejde som klejnsmed på B&W.
Lauritz Rasmussens støberi lukkede i 1967, og det satte sådan set et punktum herhjemme for bronzestøberiet af rytterstatuer med mere i sandstøbnings-teknikken.
Glæden ved historie og skibe satte fut i ham
Der gik 34 år før Allan Olsen, tog sit håndværk og kunstarbejde op igen.
Han arbejdede som brandmand på Amager og boede i Køge.
Det var glæden ved historie og skibe, der fik ham på banen igen. Han var med til at stifte og gennem en del år formand for Køge Maritime Aktivitetscenter (i dag Køge Maritime Modelbyggerlaug).
De byggede modelskibe i skala 1:20 om slaget ved Køge Bugt i den Store Nordiske Krig i begyndelsen af 1700-tallet.
De brugte 13 år på at bygge admiral Niels Juuls flagskib Christianus Quintus i en model på 3,2 meter som i dag er at se på Køge Museum.
De har blandt andet også bygget linjeskibet Dannebroge, som kan ses i vandrehallen på sygehuset i Køge.
En af grundene til, at det tog så lang tid med flagskibet, er ifølge Allan, at sømændene i foreningen havde så mange gode historier at fortælle, at kaffepauserne blev ret lange.
– De gamle sømænd er gode til at banke rust og fortælle sømandshistorier, men ikke til at bruge høvl, griner Allan.
Detaljerede kanoner, norne og Køge-stolen
Han fortæller, at kanonerne i modellen er lavet i støbt bronze efter virkelighedens detaljer.
– Det er flot arbejde, det her. Prøv engang at se, det er Christian d. 5’s monogram og hans medaljon. Den er en kopi af den oprindelige kanon, som er hevet op af Køge Bugt og ligger på orlogsmuseet, siger Allan mens han viser frem fra samlingen.
Vi ser en af nornerne fra dansk mytologi ved livets træ Yggdrasil.
Den Magelige Køgestol, som er lavet i stor størrelse for kommunen. Den står i dag på Fænnediget i det lille anlæg ved åen nær Køge Bro. Folk sidder i den, fortæller den, så den er en smule blankslidt.
Allan viser os den som barnebarnet lavede, som ændrede sig undervejs.
Først blev der modelleret en figur, der står op, så stillede de figuren i vindueskarmen, solen skinnede og varmede og blødte op. Der var glemt ståltråden i overdelen af kroppen og så blev den altså sådan, at den nærmest ligner nærmest en form for yoga-stilling.
Så er der den, Allan ikke nåede.
Han drømte ellers om at lave den i stor størrelse, så børn kan lave en rundtur på armene. Som man jo ellers ikke plejer at måtte på en skulptur. Men det blev ikke. Nu er det for sent.
Værkstedet er pakket ned
Værkstedet er pakket væk i sommerhuset i Stavreby.
Allan Olsen stoppede med at støbe for et års tid siden.
Nu er der ikke rigtig nogen, der støber bronze i former længere i vore dages mere sunde syntetiske sand.
Der var lige Christian i Randers som lever af at forme platter med fod- og håndaftryk fra babyer og børn støbt i bronze.
Han opsøgte Allan.
Som tilbragte en uges tid i Randers. Men der skal mere til at lære håndværket.
– Det kom bag på mig, at mit håndværk er så svært at lære. Det er det jo ikke for mig, for jeg havde læretiden, siger Allan.
Vemodigt, men sådan er det
Men er det så ikke vemodigt, at vi er nået hertil?
– Jeg har det godt nok med det. Når du er lidt op 80’erne, har du sgu fået støbt og modelleret alle de her ting. Efter pausen på 34 år har jeg haft mit eget støberi i 25-26 år og fået brugt mit håndværk og lavet min egen kunst, siger Allan.
Han medgiver, der er lidt vemod. Det er jo et gedigent håndværk.
– Jeg er den eneste, der kan det, jeg kan. Men det er, som det er, siger Allan Olsen.
Vi kan allesammen glæde os over, at sådan en formet bronzefigur måske holder i 3.000 år.
































