Vordingborg Kommune har oplevet et ”babyboom” i 2025 med cirka 100 fødsler over det forventede efter normalen
Vordingborg.in henvendte sig forleden til sekretariatsleder Mette Thiim, fordi vi havde hørt en lokal politiker synge om, at der er ventelister til at få børn passet i børnehaver og daginstitutioner i blandt andet Præstø og Nyråd.
Sunget i en positiv tone omkring det med bosætning, og at det kunne være godt for os alle sammen, hvis vi er flere, der bor i Vordingborg Kommune.
Den er god nok
Mette Thiim bekræfter tippet og føjer til, at der er et babyboom i kommunen fra 2025 med omkring 100 flere fødte børn end forventet i følge statistikken.
– Det medfører ganske korrekt, at vi har stort pres på særligt vuggestuepladser, siger hun og fortsætter:
– Vi arbejder på højtryk for at skabe pladser, så borgerne i videst muligt omfang kan få opfyldt deres ønsker til pladser. Jeg vil understrege at Vordingborg Kommune stadig opfylder pladsgarantien, siger lederen af sekretariatet for børns trivsel og læring.
Garantien er, at du får tilbudt en plads i et kommunalt tilbud eller dagplejen seneste tre måneder efter ansøgningsdatoen.
























