Sidste uge tog Rasmus og Lissa afsked med Nyord og restauranten i Ragnhilds Gård. Nu rører værtsparret på sig med flere nye tiltag på Gaströ i Stege
Rasmus og Lissa Theilsborg bag Gaströ har meldt ud, at de nu vil fokusere alle gode kræfter og energien på spisestedet i Storegade, Stege.
Vi kiggede forbi i dag på en gåtur i byen og blev mødt af nye typer smørrebrød og som noget nyt nu også sandwich på kortet.
Af den slags, der næsten bringer en i julestemning.
For eksempel smørrebrød med stegt sild, rosastegt and eller lakserilette og sandwich også med and eller lufttørret skinke og Gammel Knas-ost.
Fællesspisning fra på mandag
Indehaver og kok Rasmus Theilsborg fortalte, at Gaströ starter op med fællesspisning på mandag med et godt aftenmåltid, som ikke flår pengepungen. Det vil de så køre med hver mandag.
Første mandag bliver der serveret grydestegt Hopballe Kylling med agurkesalat og rabarberkompot.
– Vi håber, vi kan fylde huset på mandagene, siger Rasmus.
Han fortæller også, at der snart kommet tre-retters menuer på kortet. Det er en tradition fra restauranten på Nyord, som bliver en del af udbuddet i Stege fra d. 9. oktober. Den bliver en mulighed fredag og lørdag.
I det hele taget vil Lissa og Rasmus Theilsborg gøre deres til, at Stege bliver en levende by også henover vinteren, hvor de regner med at holde meget åbent og pønser på forskellige tiltag, der kan trække fællesskaber til huse.

























