Lørdag var der KREA-messe i DGI Huset Vordingborg og der var en jævn strøm af gæster da Vordingborg gæstede messen ved middagstid.
Torben Borg, indehaver af TB Markederne som driver KREA-messerne, fortalte at der var 35 udstillere, og ca halvdelen var lokale og den anden halvdel er udstillere der følger med i mange af messerne, og at der ved middagstid var kommet 450 gæster. -Det kunne godt have været bedre, sidste år var der flere ved samme tid. Men det kan hurtigt ændre sig.
Torben kunne også fortælle, at lørdage generelt ikke er så velbesøgte som om søndagen, fordi mange mennesker skal gøre klar til middagsgæster mm. -I morgen søndag udstiller vi i Roskilde Kongrscenter, der kommer altid mange, rigtig mange.
Når messen i Vordingborg slutter klokken 16 skal det hele pilles ned. Derefter tager han til Roskilde, her kan de begynde at gøre klar kl. 22. -Det tager 5 timer at stille op, laver afmærkninger mm. Jeg er godt brugt når søndagen er overstået!
Torben har en klar overbevisning om, at KREA-messerne har den helt store fordel i, at her møder man andre mennesker, taler med dem, blive undervist, prøver ting mm, og det er et super alternativ til at se det på en skærm eller handle online!
Vordingborg.in mødte også de tre generationer, mormor Dorte fra Husum, som var sammen med barnebarnet Alberte og svigersønnen Jacob som er bosiddende i Præstø, men født og opvokset i Bakkebølle ved Nyråd. De sad og hyggede gevaldigt omkring det kreative bord.
Trædrejer Erik Madsen fra Ålborg tager med rundt på 20 messer i 2026. -Det er min hobby og en bibeskæftigelse, men jeg har pokkers travlt til messerne og kan slet ikke følge med.
Erik mener det er fordi han drejer mange forskellige ting, så der er noget for enhver smag. -Det giver større salg fremfor dem der kun har f.eks. skåle.
-Og så skaber det også opmærksomhed når jeg står her og arbejder og der kommer masser af spåner ned på gulvet, griner han.

To familier hygger med kreative nøgleringe. Familien til venstre er fra Vordingborg og til højre far og datter fra Næstved.
Se programmet rundt i landet for KREAMESSERNE


























