Ugens historie fra Langebæk Lokalhistoriske Arkiv: Skuderup Gadekær ligger ved Lilliendal. Det har ligget der i mange hundrede år. Indtil 1774 lå der en landsby, Skuderup, rundt om det.
Der var 10 gårde og nogle huse omkring det. Den største gård hed Skuderupgård. Det var Vordingborg Rytterdistrikts største gård efter de 3 kongelige ladegårde. Der boede Hans Gustav Lillienskjold. Han havde været søofficer på de Vestindiske Øer. Han købte gården i 1760. Hans første kone Elisabeth Malleville havde vist lidt penge med fra Vestindien, for han købte gods nr. 10 og 11, da ryttergodset blev solgt på auktion i 1774.
Elisabeth Malleville døde allerede i 1768 27 år gammel. Hans Anden kone Mette de Cederfeld døde i 1770 23 år gammel. I 1771 blev han gift med Sophia Charlotte.
Af andre beboere i Skuderup møder vi Rasmus Jensen på gård nr. 3. Han fik 11 børn med 3 koner.- 2 koner døde. Alle 6 drenge og 2 piger døde. 5 af drengene blev døbt Jens Rasmussen. Han døde selv i 1769. Hans kone, Maren O. blev gift med Gregorius Hansen fra Røstofte. Det har muligvis været karlen. Han var 18 år gammel. Mens de var i Skuderup fik de 4 børn. 2 af dem døde. I 1774 blev de forvist til Balle, da Lilliendal blev oprettet. De fik 3 børn i Balle. Alle overlevede
Hans Olsen Bentsen afgav sin fødegård og fæstegård i Nr. Mern i november 1773 til sin broder, for at fæste en gård i Skuderup ; men måtte også flytte med til Balle 3. februar 1775.
Rasmus Jensen Kjøbmand havde giftet sig til en Skuderupgård 21/4 1747. Forgængeren blev begravet 29/3 samme år. Han måtte til årsskiftet 74/75 sammen Peter Hansen, der også havde en skuderupgård, flytte til Skovhuse. Niels Christiansen måtte flytte til Jomfruhuset, vist nok ved Adamsminde/ Eskebjerg.
Maren Eylersdatter døde februar 1746 under fængselsophold i Gåsetårnet.
Også efter Lilliendal blev oprettet 1774 var det noget fugtigt der for enden af Madevandløbet. Lilliendal var sat under administration i 1840-erne på grund af meget dårlig dræningstilstand. Komtesse Lucie Amalie Charlotte Knuth døde af lungebetændelse (måske også malaria) efter mange års sygdom 16/11 1853 26 år gammel. I april 1855 døde godsforvalter Mogensens datter 24 år gammel.
Lucies far gik i gang med dræningen af godset, efter at han havde solgt en del fæstegårde til arvefæste. Det ændrede fuldstændig økonomien bag godset og måske også det lidt fugtige på selve godset. Min tipoldemor, Frederikke Heick, der var smedekone på Lilliendal, døde først i 1908 96 år gammel.
I Skuderup huserede Lars Krog under svenskekrigene. Det har ikke været til at identificere ham til nogen gård. Han konspirerede med svenskerne, og så stjal han heste under krigen. Han havde stjålet 6 heste på Høfdingshus, det senere Høvdingsgaard. En af hestene red han ihjel mellem Høfdingshus og Skuderup.
Den sidste gang han var på rov på Høfdingshus, havde han pint Laurids Lerche på Høfdingshus for at få sølv- og kobbertøj udleveret. Laurids Lerche overlevede kun ved at spille død; men det gjorde hans kone Boeld ikke.
Ammendrupbønderne havde også et regnskab at gøre op med Lars Krog, så året efter fik de fanget ham med høtyve. Han blev efterfølgende henrettet ved Bårse Herredsting ved Blåkilde for mordet på Boeld og en masse andre ugerninger.
Historien er skrevet af Vagn B. Nielsen med Holger Munks notater og Aneopslag som kilde.
Tak til Langebæk Lokalhistoriske Arkiv
























