Butikschef Johnny Thirup i Intersport Seiffert Vordingborg glæder sig stort til, at Royal Run kommer til byen. Storstrømsløbet satte sig tydelige fodspor, og nu kommer det kæmpe folkeløb i slipstrømmen
Johnny Thirup hørte nyheden om, at Royal Run har valgt Vordingborg som officiel løbeby i forgårs, mens han stod på disken i Intersport Seiffert i Algade.
– Det er bare dejligt for byen og selvfølgelig også for os, siger Johnny.
Han fortæller, at der var godt gang i salget, især af løbesko, i forbindelse med Storstrømsløbet.
– Der kunne vi godt mærke, at der var mange nye løbere, som skulle ud og hygge sig og ind og have et par løbesko.
Nu får vi Royal Run i slipstrømmen.
Vi skal finde på gode events til foråret, og vi skal have mere af det hele på hylderne. Primært løbeskoene, siger butikschefen, der selv gik rundt i et New Balance-sko på jobbet i går.
Der er allerede mange løbere i Vordingborg, ikke mindst i Kirkeskoven, på Bakkebøllestien og omkring DGI-Huset og Johnny fortæller, at der bliver gået aktivt op i det med skoene, at de passer til lige din fod.
– Mange køber også løbesko, som deres foretrukne fodtøj i hverdagen, fordi det er sund for fødderne, fortæller han og viser det, vi normalt ville kalde løbebåndet frem. Men det er det slet ikke mere.
Båndet er udskiftet med en kvadratisk maskine, hvor du bare skal stå helt stille, og så bliver dine fødder fotograferet og scannet af 3D-kameraer fra fire sider. På den vis, får du et signalement om, hvilke typer sko, som passer til dig.
Håber mange vil være med
Johnny håber at få mange flere med ud og gå og løbe, nu vi kan samles om det royale løb.
Det er et af de særlige islæt og succesen ved Royal Run, at løbet får mange nye med på holdet.
– Alle kan være med til Royal Run. Det er for store og små, børn, unge, voksne og ældre. Det er for de garvede og de nye motionister. Den korte distance er en mil, som er 1.609 kilometer, siger Johnny Thirup.
Begejstret borgmester
Borgmester Michael, der selv er en ivrig løber, var meget begejstret, da kommunen kunne melde ud, at det store folkelige løb kommer til Vordingborg.
Han opfordrede prompte til: “…snør skoene og kom af sted – og tag hunden, naboen, din partner eller børn med og gør det til jeres fælles projekt. Om du løber eller går, er lige godt. Det vigtigste er, at du kommer af sted!!
Jeg glæder mig til 2. pinsedag og håber på stor opbakning både fra deltagere og publikum.”
Ordene faldt på Facebook.
Johnny er spændt på ruterne
Johnny Thirup er spændt på, hvor ruterne kommer til at udfolde sig i og omkring Vordingborg.
Han ønsker sig, at det bliver centralt i byen og omkring Gåsetårnet, at turene på 1,609, 5 og 10 km spinder sig.
Vi ringede lige til Royal Runs pressefolk og hørte om det med ruter.
Der var meldingen, at ruterne får vi at vide til foråret og, at de bliver lagt i samarbejde med værtsbyen.
Sidste år var der i alt tilmeldt 112.450 løbere og gående til begivenheden tilsammen i Danmark.


























