Erik, Valdemar og Halfred er tilbage på Møn Skole, Hjertebjerg efter et tvungent skifte til Møn Skole, Stege fra efteråret 2025 og frem til det nye skoleår.
Vi har snakket med dem i forbindelse med skolefesten for hjemkomsten i fredags.
Fra venstre er det Halbert, Valdemar og Erik
Det gik lidt udover deres vagter i boderne, men Vordingborg.in fik lov at tilbringe en halv times tid med de tre unge mænd Erik fra 4. klasse og Valdemar og Halfred fra 6. klasse i caférummet på 1. sal i Østmønhallen i fredags.
Mens hallen var fyldt med pragtfulde aktiviteter med skolebørn ved roret, bistået af glade voksne.
Der var ingen voksne til stede, så artiklen er skrevet rent ud fra, hvad Erik, Halfred og Valdemar har på hjerte.
Formålet fra Vordingborg.in er kun at få et indtryk af, hvordan de tre elever har oplevet hele hurlumhejet omkring det, der skete med Møn Skole, Hjertebjerg, da det blev en realitet, at den ikke kunne bruges et stykke tid på grund af alt skimmelsvampen og behovet for en gennemgribende renovering.
Forældre, skolefolk, lokale politikere m.fl. har snakket så meget om skolen og dens skæbne, at vi synes, det var børnenes tur til at dele ud af deres tanker og oplevelser.
Glade for at være tilbage
Der er ingen tvivl om at Erik, Valdemar og Halfred er glade for deres lille skole i Hjertebjerg.
Det var lidt voldsomt at komme ind på en stor skole med så mange ældre elever.
Der er er også et par skår i glæden efter hjemkomsten i august. Men mest noget, der ligesom skal overstås på grund af den igangværende renovering.
Vi har delt snakken op i tre dele. Da eleverne fik at vide, at der skole var i så skidt stand, at de skulle gå på en anden i over et halvt skoleår.
Hvordan det var inde på Møn Skole, Stege og hvordan det er at være tilbage igen.
Bekymrede da de hørte de skulle gå i skole andetsteds
Det var ikke med stor glæde og spænding, at de tre fyre tog imod beskeden, om at de skulle gå på Møn Skole Stege fra efteråret sidste år indtil det nye skoleår i år.
– Da jeg fik det at vide, var jeg lidt ærgerlig. Jeg er ikke så glad for mange børn på et stort område. Jeg blev bange for det, kan man godt sige. Forstod godt det ikke var sundt med skimmel og det kunne skade os. Der var ikke andre valg. Men jeg var lidt bange i starten. Det er lidt noget andet med en større skole, siger Valdemar.
Lidt noget andet end deres lille skole.
– Jeg tænkte, at vores skole ikke kan holde til det, så vi er nødt til det, og kommunen har nok ikke så mange penge. Så tænkte jeg, at så mangler der en skole for alle børn herude.
Der går mange børn, der er flyttet til Stege, der går på vores skole. De skal så derind og gå igen. Det kan godt være lidt hårdt for dem.
Men det var ikke så godt for os at gå her. Den skulle renoveres, kan man sige, siger Halfred.
De skulle ind til en skole med større børn, så var de ikke selv mere de store. Det var også lidt nederen, får vi at vide.
– Jeg fik ondt i min mave, da jeg fik det at vide. Det var som om, at der var noget, der prøvede at komme ud af den. For det gad den bare ikke. Jeg var bange. Selvom jeg kendte mange på den anden skole, så var der ikke rigtig mange, siger Erik.
Hvordan det var derinde
Et stykke ind i oktober sidste år, startede det midlertidige skoleliv for eleverne fra skolen på Østmøn.
Da begyndte de at gå i skole på Møn Skole, Stege.
– Det er gået fint nok. Jeg har ikke rigtig været bange, som jeg var til at starte med. Du vænner dig til områderne, lærer det lige så stille og kende. Vi var mest på kunstgræsbanen i frikvartererne. Men ville gerne tilbage til Hjertebjerg, siger Valdemar.
Det blev delt op sådan, at Hjertebjerg-eleverne fik deres egen afdeling på skolen.
– De gjorde det rigtig fint for os og lavede vores egen afdeling. Det var meget dejligt. Jeg troede, vi skulle blandes med de andre elever, siger Halfred.
– Vi havde vores egne morgensamling for Hjertebjerg-eleverne, selvom de også havde en. Vi gik i vores egne klasser og havde vores egen gang med vores elever. Stege-børnene var i den anden ende af skolen, siger Valdemar.
De tre elever siger, at det var lidt som at have deres egen skole på den anden skole.
De blev kun blandet med eleverne fra den anden skole i frikvartererne.
Der var noget uro med, hvor de så opholdt sig ikke mindst på kunstgræsbanen lige ved skolen.
Det er et yndet opholdssted på tværs af elever, og der følte de sig ikke altid helt velkomne.
– De synes, vi tog deres areal. De syntes ikke, at vi hørte til der. Vi havde ikke rigtig andre steder at gå hen. Vi skulle ligesom finde plads mellem hinanden. ”Det var jo altid deres mål”, siger Halfred.
– Der hændte, at der blev talt grimt til os til fodboldkamp, husker Erik.
De fodboldkampe gik ikke altid så godt. Det endte med, at lærerne delte kunstgræsbanen op, så elever fra de to skoler havde hver deres ende at boltre sig på.
– Det er nok lidt som Real Madrid og Barcelona. Vi er lidt fjender hele tiden, siger Halfred.
Han tænker, at de andre ligesom synes, det er deres egen skole og de holder sammen.
– Vi ville heller ikke synes, det var særlig fedt, hvis der kom 100 børn og skulle gå i skole hos os, siger Valdemar og nævner, at det ikke var så tit, de gik alene, men mere samlet rundt på den store skole.
Valdemar og Halfred indskyder, at fodboldholdene i deres aldersgruppe er blevet lagt sammen mellem Østmøn Fodboldklub og Møn Fodboldklub i Stege. Så den vej rundt kender børnene, kender hinanden på tværs. De træner på begge stadion og møder hinanden i begge byer.
I øvrigt har klubberne gjort det for, at der kan stilles fulde hold til kampe i turneringer og for, at børnene og de unge kan lære hinanden at kende på tværs af øen.
De mindre fik nye venner
Det er ikke oplevelsen hos de store, at de gik og fik nye venner under det midlertidige ophold på skolen.
Erik fortæller til gengæld:
– Nogle i min klasse fik nye venner og turde at gå længere væk og ind til de andre, de fik nye bedste venner og legeaftaler. Der var nogle fra klassen, der kendte nogle deroppe, og så fik de nye venner.
Der er også noget med, at der manglede et par lærere i Hjertebjerg, og nu er der to af dem som underviste 6. klasser i Stege, der er fulgt med ud til Hjertebjerg.
Det synes, de tre elever er ret smart.
Eleverne nævner, at de voksne også havde snakket om, at de måske skulle bo i containere udenfor, hvis ikke vi de kommet til Stege.
Her er en skole, som langsomt bliver pakket ud
Hvordan det er at komme tilbage
I august vendte eleverne hjem til deres skole, som stadigvæk er én stor byggeplads og en masse bygninger indpakket i plastik og stilladser.
Men dog med lokaler til undervisning og en åben SFO. Når børnene taler om det, lyder det lidt som en skoledag på bedste beskub.
– Jeg glædede mig til at komme hjem. Det var også lidt spændende. Hvordan det kom til at være. Meget spændt på, hvordan vi kom til at have det, siger Valdemar.
De troede ikke, at de ville have en gang fra start af. Men det har de faktisk udenfor.
– Det var også lidt hårdt at komme tilbage. Det var ikke de samme gange og toiletter. Vi glæder os til at få gangene tilbage efter efterårsferien, siger Halfred.
Vi fornemmer, at de gange bare er vigtigt i en hverdag på skolen.
Erik tager ordet og siger:
– Min klasse føler bare, årh nu er vi kommet tilbage. Vi bor i en kæmpe gave, der bliver pakket ud. Det har vi snakket om i klassen, siger Erik og glæder sig til at se skolen, når den ikke længere er pakket ind i stilladser og plastik.
– Vi når ikke at få det hele med, men vi når at opleve noget af det, hvordan den udvikler siger, siger Halfred med henvisning, at 6. klasserne skal videre når året er omme.
Sådan er det med Hjertebjerg, så skal du skifte skole.
Men der er noget med en stor fest, når det hele er overstået, hvor de ældste har fået lovning på at blive inviteret med.
Ikke de interviewedes yndlingssted i Hjertebjerg.
Toiletterne er ikke et hit
De glæder sig alle tre til skolen er fri for al den indpakning i plastik. Så de rigtig kan se den og jernstængerne er væk, og der kommer nye toiletter.
– Toiletvognene er sygt klamme, udbryder Valdemar og fortsætter:
– For eksempel i dag, hvor det har regnet meget og folk har været ude med deres støvler, så bliver der virkelig smattet derinde. Alle de brune mudderstøvler, så får du brune sutsko med.
De snakker om, at der ikke er skraldespande, eller det er der, men de er ret besværlige at bruge.
– Så tager eleverne bare papir og kaster i lokummerne uden at skylle ud, siger Erik.
Eleverne tørrer ellers hænder med blæserne i toiletvognen ude bag SFOen et stykke fra undervisningen. Det er lidt en tur at komme derud.
De synes de ikke duer så godt de blæsere.
Godt at være tilbage – men håndværkerne larmer
– Det er godt men anderledes. Det er ikke den skole, vi har gået på i mange år. Det er helt andre klasselokaler, men fedt at komme tilbage på den lille skole. Her er mere ro på, siger Valdemar.
Alle tre nikker til, at der er ro på børnene. Men håndværkerne larmer.
Halfred kalder det en technofest, da de forleden rullede rør ned af taget.
– Kan være svært at koncentrere sig, når de larmer. De går rundt lige ovenpå og laver tag, siger Valdemar.
De fortæller, der kommer håndværkere ind i klasselokalet midt i undervisningen og lige skal ordne noget med stikkontakter, hænge gardiner på, sætte tavler op eller andet.
– Vi har nærmest fået et tomt klasselokale som vi skal bygge op. Vi gør det stille og roligt.
Lærerne er gode til at gøre det hyggeligt, siger Halfred.
Men udeområderne er de samme. Multibanen og alt det andet. Det er godt.
Fejringen fredag af hjemkomsten til skolen
Hvad er det med de gange?
De snakker en del om det her med gangene, de unge mennesker.
Så Vordingborg.in spørger lidt mere til, hvad det er, der er så godt med gange?
– Det er fordi gange er vigtige. Der kan du gå uden for klassen og sidde og slappe af. Du kan vaske hænder, nu skal vi faktisk hele vejen udenom bygningen for at vaske dem, så vi har fået sprit i klassen, siger Halfred.
– Og du kan løbe på dem, siger Erik.
Det gør de selvfølgelig ikke, fordi det må man ikke.
– Nejjhh vi løber aldrig på gangene, griner de.
Den sprit til at vaske hænder lugter ikke så fantastisk, kan vi forstå.
Efter efterårsferien får de adgang til at bruge gangene igen med håndvaske og det hele. Det bliver en lykkens tid.
Til sidst siger de samstemmende:
– Det er bedre nu.
Halfred bemærker, at det også er meget rart at være de større elever nu igen.
– Vi skal lige i gang og finde tilbage til det, vi kender, siger Valdemar.
Efter planen er renoveringsarbejdet færdigt til efteråret 2027.
