Det er i år 16. gang, at WAVES Festival ruller gennem Vordingborg. Det er Cantabile 2, egnsteater i Vordingborg Kommune, der står bag den store festival, der hvert andet år bringer international scenekunst af bedste kvalitet til byen.
Sidste år kunne Cantabile 2 fejre 30-års jubilæum som egnsteater, og i år er det så 30 år siden, den første WAVES Festival forvandlede Vordingborg til dynamisk centrum for scenekunst fra hele verden. Som en glad tilskuer sagde til os for et par år siden: ”Tænk, at en lille by på Sydsjælland for en stund får lov at låne lidt af verden!”
I år vil der være flere end 35 forestillinger som kan opleves helt gratis på gader, pladser og i parker, og endda en enkelt på Rådhuset i Rådhussalen. De fleste forestillinger egner sig for hele familien. Aldersanbefalinger fremgår af programmet på festivalens hjemmeside. Der vil være komik, musik, akrobatik, nycirkus, dans og meget mere, når kompagnier fra Spanien, Frankrig, Belgien, Tyskland, Schweiz m.fl. viser os deres nyeste forestillinger.
På den nye Pavillon K vil man kunne møde nogle af kunstnerne bag de store indendørs forestillinger, som vises på Vordingborg Teater og VU Hallen.
Der vil hver aften være åbent for alle til Waves Natcafé på STARS. Den sidste aften, lørdag den 28. august, vil det hele slutte med en koncert, som begynder på Slotstorvet, i dét øjeblik den store afslutningsforestilling slutter – forestillingen starter kl. 21.15. Festvalens åbningsforestilling vises på Vordingborg Teater den 22. august kl. 19.30.
Alt det og meget mere kan man læse om på. www.wavesfestival.dk

























