Ejeren af bilen blev truet til at aflevere nøgler, mobil og cigaretter.
Politiet fik fredag eftermiddag en anmeldelse om, at en mand, som netop var ankommet til Skoleparken i sin bil, var blevet truet af flere gerningsmænd til at stige ud af bilen og aflevere telefon, bilnøgler og cigaretter. Den ene havde en kniv, som han havde truet bilisten med. Herefter forsvandt de to gerningsmænd i bilen. Lidt senere på eftermiddagen ringede en anden bilist til politiet og fortalte, at han var blevet påkørt af en bil, der dog ikke standsede, men fortsatte kørslen på Slagelsevej uden for Næstved. Det var den bil, der var stjålet kort forinden i Vordingborg, og flere politipatruljer rykkede ud for at finde bilen. Det lykkedes, og bilen, som havde nogle skader foran, blev standset i Slagelse. Der var en kun 15-årig dreng ved rattet, og en 16-årig dreng var med som passager. De blev anholdt klokken 17.15 og sigtet for ulovlig tvang og for tyveri af bilen. De to anholdte blev taget med til politistationen i Næstved, hvor de blev afhørt, inden de blev løsladt senere på aftenen. De sociale myndigheder er underrettet om sagen.