Det er vi andre for så vidt også. For Mille Ellegård har stillet borgerforslaget om moderne og mere motorisk udfordrende legepladser i vores købstæder. Til glæde for bedsteforældre, børnefamilier og byernes gæster. Hun har selv lyst til at lege på dem.
Det var sommerligt i går, så Mille Ellegård var med på en sportscola, da vi slog lejr foran Havnestræde 4 og fik en snak om hendes borgerforslag om legepladser, der er godt skruet sammen og udfordrer børn i alle aldre.
Hun tjekkede lige på vordingborg.dk, mens vi sad, 320 støtter stod der. Så hun er 78 støtter fra at nå mål og få forslaget behandlet i kommunalbestyrelsen.
Spreder budskabet hvor hun kan
Pædagog Mille Ellegård er vendt hjem til Præstø og mor til Carlo på fire og Frodo på nul, der lå og sov, mens vi snakkede. Så forslaget om legepladser kommer ikke ud af det blå.
For at få det ud i verden og delt har hun lavet opslag på Facebook og Instagram.
Med lederens velsignelse i børnehaven har hun spredt budskabet om sit forslag til de andre familier.
Hendes forældre, Bettina fra Julekurven og fodboldtræneren Trold har også støttet op i deres netværk. Ligesom hende moster har gjort en indsats i Vordingborg.
Hun oplever jævnligt opbakning til forslaget fra folk på gaden, når hun går tur med barnevognen.
Nickolai Kenneth Jørgensen fra kommunalbestyrelsen (I) og formand for Udvalget for Lystbådehavne, Turisme og Bymidter, som er relevant for legepladser har været inde på Milles tråd og udtrykke opbakning – og i øvrigt nævnt, at der er en ny legeplads-strategi på bedding.
Forslaget i tråd med strategien
Kernen i det hele er, at børnene og deres voksne har fortjent moderne destinationslegepladser, som hun kalder dem i borgerforslaget.
”Legepladserne skal være moderne, sikre og inkluderende med aktiviteter, der udfordrer og inspirerer børn i forskellige aldre. Samtidig bør de indrettes med gode opholdsområder, så de bliver naturlige samlingssteder for familier, daginstitutioner, skoler og besøgende”, skriver Mille Ellegård.
Den kommende strategi for legepladser i kommunen er tilfældigvis i god tråd med Milles forslag. Der er faktisk fundet mulige destinationer i de tre købstæder, som kan rumme det Mille ønsker sig.
I Præstø er det Dambæks Have i Præstøs havnemijlø, som er udset til det godt sted.
I øvrigt på grunden hvor der tidligere lå en legeplads som blev revet ned på grund af forurening.
Det kunne blive godt på Engen
For Mille er legepladsen på Engen i Præstø et godt bud på en god adresse i hjembyen.
Frode er vågnet, vi har gået tur og hun viser frem.
Pladsen er eksempel på en lidt trist legeplads, der mangler en del for at blive udfordrende og tiltrække børnene.
Den ligger på stien ved åen, hvor mange passerer i løbet af dagen.
Der er en sandkasse, to gynger, to huse, en tunnel gennem en let skreden jordbunke med en rutsjebane ovenpå. Der er et opholdsrum med bænke og halvtag.
Og ellers en stor åben plads med grus, som står og venter på at blive fyldt ud med liv og aktivitet.
– Her kunne der været et eller flere klatrestativer. Der er også god plads til trampoliner ovre ved græsset. Måske vende gyngestativet og sætte et til op, så der er nok gynger.
Du kan sætte den i stand og udvikle ekstra på, så den bliver rigtig god og kan udfordre børn i forskellige aldre og de kan vokse med pladsen, siger Mille Ellegård og nævner, at den dog fik en god gang rødlig træbeskyttelse for nylig.
I Milles optik er legepladser nok mest i brug når børn er fra helt små og op til 10 år.
Men hvis der var gode muligheder for hoppe trampolin og klatre, ville hun da også selv kaste sig ud i det.
Voksne kan også lege og have sjov og få gode minder sammen med børnene.
Men hvorfor er det så vigtigt med de legepladser?
Mille Ellegård, er vendt hjem til Præstø og har stiftet familie. Hun har boet både i Næstved og København. Begge steder med klart bedre legepladser, der tiltrækker børnene.
Hendes hovedpointe er at flotte, brugbare og findbare legepladser er en attraktion for både de lokale på tværs af generationer, men også for de flere og flere turister, der besøger købstæderne i kommunen.
For børnene er det en dejlig måde at blive udfordret på motorikken og være ude i frisk luft med deres voksne.
Der er faktisk en rigtig fin og ret ny legeplads ovre i Carlos børnehave. Men den er der kun fri adgang til aften og weekend. I øvrigt vil byens gæster aldrig kunne finde den, pointerer Mille.
– Det er en attraktion med gode legepladser. Det kan vi også tiltrække turister med. Måske også med afsmittende effekt på spisesteder og butikker, siger hun.
– Jeg kunne da godt, kun have foreslået en ny destinations-legeplads her i Præstø, men jeg tror du rammer bedre ved, at vi snakker om det bredere og arbejder sammen. Det vil jo være godt for alle tre købstæder.
Jeg vil selv gerne køre på udflugt til en god legeplads i en anden by med børnene, siger Mille.
Som det nu tager hun børnene på tur til Feddet og de rige friluftsmuligheder der.
Hvad siger hun egentlig til, at der er ved at blive lavet en ny strategi for legepladser fra politisk side?
– Jeg blev glad. Det er positivt, at de arbejder med det i kommunalbestyrelsen, siger Mille.
Hun tror på, at hvis borgerforslaget kommer helt i mål, får det en god behandling.
– Jeg tror på, at de kigger på det og arbejder med det i kommunalbestyrelsen. Vi har mange børnefamilier, der flytter hertil, så skal de også have en rigtig god legeplads at mødes på, siger Mille Ellegård.
Hvis nogle af lokalpolitikerne vil høre mere, om hendes ideer, ikke mindst med pladsen på engen, så stiller hun gerne op til en fremvisning.
Læs her, om du vil støtte Milles borgerforslag. Det har tre måneders løbetid og fristen er d. 22. oktober.


























