Ugens historie fra Langebæk Lokalhistoriske Arkiv handler om Stensby-forliget og myten om tilblivelsen af Dannebrog i Estland
Jagtslottet i Stensby
Den 7. juni 1238 var der en meget stor begivenhed i Stensby.
Kong Valdemar Sejr og hans 3 sønner mødtes ved Stensby Voldsted med den tyske ridderorden og repræsentanter for paven.
Op mod 900 personer deltog i mødet; men vi skal lidt længere tilbage i historien.
Valdemar Sejr havde i en del år ført nogle krige mod hedninge i Estland og Letland med pavens billigelse. Han havde fået til opgave at kristne disse hedninge.
Han havde fået opgaven i samarbejde med de tyske korsriddere. De var på en gang gode og vanskelige samarbejdspartnere.
De gjorde meget godt i kristendommens navn, i humanitær og forbedret levevis for befolkningen; men de ragede også til sig både af magt og gods.
Valdemar Sejr blev konge i 1202. Han havde været hertug i Slesvig i 14 år inden da. Han havde gjort en del erobringer i de tyske Østersøområder: Holsten m.m.
Som konge førte han flere slag mod hedningene. Det gav mange sejre; men også en del nederlag. En af gangene var han draget af sted med en hær på 20.000 mand og 1500 skibe. Der var et slag ved Fellin i 1208. Nogen påstår, at det var her scenen med Dannebrog foregik.
I 1219 var danskerne ved at bygge en borg ved Reval (Tallinn). Der havde været en del estiske hedninge og spioner ved borgen op til den 15. juni.
Om aftenen den 15. juni angreb de borgen.
Ved Lyndanisse holdt ærkebispen fanen højt og bad om guddommelig hjælp. Biskoppen holdt længe fanen højt. Det gav en guddommelig styrke. Hedningene troede han var kongen og prøvede på at dræbe ham.
Han blev i hvert fald hårdt såret, og hans blod farvede den hvide fane rød sandsynligvis i 4 felter.
Da hans arm ikke kunne holde fanen højt længere, faldt den ned og gav danskerne fornyet styrke, og de sejrede.
Det er myten om Dannebrogs opståen som det danske flag.
Men de fik også en betydelig hjælp af den danske vasal fyrst Vitslav den 1. af Rügen, der havde gemt sig med sine ryttere under klinten.
Det indledte Valdemar Sejrs herredømme over dele af Estland. De tyske riddere havde andre områder.
Det gik så voldsomt til, at ”den tyske Sværdridderorden” næsten blev udslettet i 1236 af esterne. Den var blevet grundlagt i Livland (Letland) i 1202.
De overlevende blev optaget i ”Den tyske Orden”, der egentlig var grundlagt i Palæstina; men med pavens tilladelse begyndte en erobring af Preussen (Det senere Østpreussen) i 1231.
Med Pavens tilladelse blev Valdemar Sejr enig med den tyske orden, om et forbund med henblik på at erhverve de hedenske lande med en fordeling af 1/3 af området til ordenen og 2/3 til den danske konge.
Det var den aftale, der blev konfirmeret i Stensby 7/6 1238. Man ved ikke helt, hvorfor det ikke foregik på Vordingborg Slot, hvor Jyske Lov blev vedtaget 3 år senere.
Det antages, at man ikke ville have spioner indenfor. De fremmede følte sig også mere sikker på engen. Rengøringen var måske heller ikke helt i orden.
Kongen havde sit jagtslot i Stensby. Voldgravene er der endnu og er tilgængelige.
Pavens repræsentant, Vilhelm af Modena, stod som garant for aftalen. Valdemar Sejrs 3 sønner, Erik, Abel og Kristoffer, der alle 3 blev konge efter Valdemar Sejr, deltog også i mødet. Den danske statsminister, alle de danske biskopper og ærkebispen i Lund, samt en del grever deltog.
Der deltog også tre tyske riddere med hjælpere. Lederen af den tyske orden Hermann von Salza deltog ikke.
Det gjorde Hermann Balke og brødrene Johannes, Andries og Boninus samt de små brødre Albert og Regner.
Kongen ville vise sig gunstig med hensyn til riddernes handlinger, når de var retfærdige og tilladelige.
Saxe Aagesen Stenbrikken blev kort efter 1219 gælker (kongens repræsentant) og høvedsmand på slottet Reval.
Han døde i Estland i 1259.
Hans sønner Aage og Peder Saxesen Stenbrikken var Lensmand i Estland, høvedsmand i Reval og i det danske rigsråd. De døde i Estland efter 1300.
Men i de efterfølgende år var der samarbejde mellem danskerne og de tyske riddere. Det var der, selv om den jyske adel og kongemagten lå i evig strid og Danmark var uden konge, indtil Valdemar Atterdag blev konge i 1340.
I 1343 gjorde kongen Stig Andersen Hvide (Marsk Stigs barnebarn) til statholder i Estland.
Der havde været et bondeoprør i Estland. Oprøret blev slået ned; men i 1347 sælger Valdemar Atterdag Estland til de tyske riddere for at skaffe penge til pantegæld af Danmark, da Danmark var pantsat.
Stig A. Hvide vender hjem til Danmark, som leder af den jyske adel både med og mod kongen. Hans søn blev myrdet i 1359 af de kongetro sammen med 5 andre adelsmænd.
I de følgende århundreder var der mange relationer til den tyske ridderorden: Handel, krig og ægteskaber. I 1560 sælger fyrstbiskop Johann von Münchhausen den estiske ø Øsel til Frederik d. 2. Noget af Estland blev igen en del af Danmark i 85 år. Den blev sammen med Gotland tabt ved Brømsebrofreden i 1645.
Kilder
Riegels: Vrangsgaarde Voldsted, side 39-45 i Historisk Samfunds Årbog for Præstø Amts Årbog 2015, Adelsårbøger og Danmarks Konger.
Vagn Boberg Nielsen
