Ugens historie fra Langebæk Lokalhistoriske Arkiv: Mern Å.
Som barn i 70’erne voksede jeg op på familiegården Ågård i Mern, som har fået sit navn fra Mern Å. Åen er helt speciel, fordi den ikke er blevet rettet ud, men slynger sig gennem tæt krat, langs skov og åbent landskab.
Det var et dejligt sted at vokse op og jeg brugte megen af min tid både alene og sammen med venner i den dejlige natur og åen blev flittigt brugt. Vi fiskede med mere eller mindre held. Vi satte små hjemmelavede både ud. Vi byggede en tømmerflåde, som viste sig at være en ubåd. Vi lå på broen ved rensningsanlægget, smed pinde ud i vandet og prøvede at fange dem igen med lange pinde. Vi kælkede i engen ud mod åen, og når vi ikke kunne komme længere pga. åen, ja så sigtede vi bare efter broen. Vi lavede ekspeditioner ud i den ukendte del af åen helt op forbi Mern Saftstation. Vi forcerede de sværeste brinker og skrænter trods tæt beplantning og andet krat, for der havde vi jo ikke været før, og vi lavede huler på hemmelige steder, og da jeg senere fortalte min far om det, ja så havde han også haft en hemmelig hule samme sted, da han var barn.
Lige bag ved gården slår åen en ekstra stor sløjfe, og da der samtidigt er en lidt stejl brink, så blev dette område ikke dyrket, men lå bare som naturen har skabt den med græs og høje grønne skræpper (Rød hestehov). Når man var her, så var man omgivet af natur og kunne ikke engang se gården, pga. brinken. Min far fortalte mig, at han engang var kommet i kontakt med et par fra København, som gerne ville campere i naturen, så min far fik bukseret deres campingvogn ned på området, og de fik et helt afslappet ophold kun omgivet af natur, på deres egen lille halvø. Jeg ved ikke om mine forældre holdt kontakten, men jeg har i hvert fald ikke mødt dem, og dog.
Pga. mit arbejde i Lyngby, kører jeg tit med bussen ind til Nørreport, og da jeg godt kan lide at snakke med mennesker, så sker det, at jeg får en snak med især modne eller ældre mennesker. En dag var jeg faldet i en hyggelig snak med en ældre mand, og han spurgte mig, hvor jeg var på vej hen. Da jeg fortalte at jeg skulle til Vordingborg, sagde han, at han engang havde været dernede i en by, der hedder Mern. Jeg fortalte naturligvis, at jeg var født og opvokset i Mern. Da han rejser sig, fordi han skulle af før mig, siger han, at da han var ung, havde han og hans kone camperet i en campingvogn i Mern. Desværre kunne jeg ikke nå at spørge mere ind til det, fordi dørene åbnede sig og væk var han.
Nu går jeg bare og tænker på, om det mon ikke var ham, min far snakkede om. Skulle jeg have været stået af? Verden er jo lille og pudsig nogle gange.
Troels V. Kristensen (eller blot Troels Ågård, som jeg blev kaldt i skolen)
.
Tak til Langebæk Lokalhistoriske Arkiv
























