Per, Helge og Molla finder de særlige forbindelser mellem ord, sang og musik, når de optræder med folkekære Benny Andersens historier og viser om Svante.
Det er ikke fordi, alder nødvendigvis er så vigtigt, men trekløveret har fundet sammen på den anden side af 80 år.
Der er charmerende energi og fortællelysten er høj ved kaffebordet med den yderst velsmagende veganske chokoladekage hos Molla og Per Riis i Kalvehave.
Solen skinner igen og varmer gennem det høje vinduesparti på en omskiftelig efterårsdag.
Helge Rørtoft-Madsen, præsten der bor i Præstø, er med ved bordet.
Trekløveret skiftes til at fortælle om at lave forestilling, fortolke Svantes viser og fiktive liv på digteren Benny Andersens forlæg – og meget andet får vi også lige vendt.
Det er forholdsvis nyt, at de tager på landevejen med sangforedraget ”Svante og hans viser – i sang og fortælling”. Men det er tydeligt, at der er en musikalsk glæde i gang og, at de mener, at det stadig er vigtigt at lytte til Svantes viser og høre om hans fiktive og traurige liv.
Per er tenor og operasanger. Molla akkompagnerer på klaver og Helge læser fra teksterne til forestillingen, hvor pauserne, overgangene, sløjferen og udråbene er med til at få de musikalske tandhjul til at spille sammen.
Svante er stadig i vores sjæl
For lige kort at repetere forlægget fra Benny Andersens er figuren Svante indbegrebet af det moderne menneske. En let falleret, svensk digter, der kæmper med livet, vægten og sortsynet.
Midt i sin brokkeri bliver han indimellem ramt af lykken i de helt små ting. Især når fuglene flyver i flok, og kaffen er klar.
Digtsamlingen ”Svantes viser” er fra 1972 og Benny Andersen album sammen med Povl Dissing fra 1973. Men altså stadig vedkommende, forstår vi.
Ifølge trekløveret er Svantes blandt os som en arketypisk figur, der meget godt udstiller tungsindet og livsglæden i det selvoptagede og spaltede menneske, der ikke helt får livet til at hænge sammen.
Med elementer af selvhad og med hang til at lukke melankolien ind.
– Der er en dobbelthed i Svante, som jeg tror mange kan spejle sig i. Den muntre side og den triste side, siger Helge.
– Jeg er træt af mig selv og mine plomber, indskyder Per med en sætning fra ”Svante sorte vise” og griner. (Red: sangen fortsætter med – ”…Jeg har alt imod min egen krop. Hvad hjælper det at leveren skrumper. når ens mave stadig svulmer op.”)
Tenoren, der har sunget sine Wagner-stykker gennem årene, fortæller, at der er faktisk kun én glad sang i Svantes katalog.
Det er ”Svantes lykkelige dag”. Den med:
“Se, hvilken morgenstund!/Solen er rød og rund./Nina er gået i bad./Jeg spiser ostemad.”
De mødtes med hjerterne
Vi er på besøg fordi vi er nysgerrige efter, hvordan de tre har mødtes og fundet på at blive fortolkere af Svantes fiktive person og viserne.
Trekløveret optræder i øvrigt næste gang tirsdag d. 20. oktober i stalden ved Magleby Kirke på Østmøn kl. 19.
Til vores overraskelse er mødestedet sundhedscenteret i Stege og anledningen genoptræning.
Per Riis og Helge Rørtoft-Madsen har begge haft sig en alvorlig omgang med hver deres operationer omkring hjertet.
De lærte hinanden at kende, mens de lavede fornuftig fysisk træning.
Først i Stege og derefter på et hjertehold i Præstø.
– Vi er blevet hjertevenner, siger Helge og vi griner. Trods den alvorlige baggrund er det afvæbnende en veludviklet del af energien ved bordet.
Men der er vel ikke meget Svante i et træningscenter, tænker vi.
Men det var der til gengæld i Helges iderige hoved. Udover at have været gymnasielærer og præst er han forfatter og har blandt andet skrevet et værk om Ebbe Kløvedal Reich og har et mere på vej.
Ideen forløst af fødsesldagssang
Han havde en idé desangående udbredelsen af Svantes viser og værket bag og opdagede Per er pensioneret operasanger og Molla er pianist. Men kunne ikke få sig selv at buse ud med det.
Ikke bare sådan til en estimeret operasanger.
Men så fyldt Per 80 år, og Helge lavede en fødselsdagssang til ham på melodien fra visen ”Svantes lykkelige dag”.
– Jeg synes, det er en stor begivenhed, at Per bliver 80 år. Og jeg var også på samme alder. Det er interessant og spændende, når du kommer op i alder og har fået hjerteoperation og måske været tæt på, at vi ligefrem kan dø.
Så sætter du pris på en 80-års fødselsdag. Det skulle fejres, og jeg skrev en fødselssang til Per, siger Helge.
De sang den på træningsholdet og så udviklede det sig.
Helge tog mod til sig og spurgte, om Per kunne have lyst til at synge nogle af Svantes viser.
– Det kunne da være sjovt at prøve, svarede Per.
Helge blev meget glad, og så gik de i gang med at øve sammen med Molla ved tangenterne i det åbne hus i Kalvehave.
En gang om ugen hen over sommeren 2025 øvede de, og så fandt de på at lave en generalprøve i Damsholte Kirke, hvor Molla er organist. De fik en god modtagelse. Også fra en professionel operasanger og en skuespiller, som begge mente, de burde tage ud og optræde med forestillingen.
Belægget bag Svante-mekanikken
Vi taler om tre veteraner, som på hver deres måde er vant til at stille sig frem og optræde.
Helge både som præst og ivrigt aktiv indenfor teater i mange forklædninger.
Per er tenor og mangeårig operasanger og med i Det Kongelige Teaters Operakor, men også underviser i sang og tale på blandt andet Statens Teaterskole og har været korleder lokalt.
Molla de seneste fem år organist i Damsholte Kirke, estimeret kunstmaler, leder af børnekor og skolelærer.
Det særlige ved deres optræden er, at det er en blanding af sang og oplæsning til akkompagnement. De har nydt godt af at kunne træne hinanden.
Anerkendelserne flyder frit over bordet mellem dem. Per har med sine erfaringer undervist Helge i at fremføre teksten, som til gengæld har øst af sin viden om Benny Andersen til de andre to, og Per har fået en ny oplevelse af Mollas klaverspil.
Svante er med raffinement
Det er lidt specielt at fremføre Svantes viser, lader de forstå.
– Det er med raffinement. Viserne er bemærkelsesværdig musik, understreger Helge og fortæller om sløjferne, der bindes undervejs, udfald, indfald og pauser i fremførelsen, som sender gys og glæde til publikum.
Fortællingen om figuren Svante er både uskøn og fyldt med sort humør og fortvivlelse.
En af sangene ligger meget højt for en tenor, og Per nærmest skriger den ud. Helge blev tidligere helt nervøs for hans stemme. Men det er også en meget ulykkelig Svante, der synges ud.
– Det kan næsten ikke blive slemt nok vel, siger Helge. Han mener, at Per plejede at være skønsanger med operaen, og i Svante-viserne udtrykker noget meget fortvivlet og uskønt.
Sådan er Svantes liv jo.
Faktisk oplever trekløveret, at samtlige omkring 10 optrædende har været hver deres egen og ikke helt ens. Blandt andet inspireret af tilhørerne. Ikke en dynamik de er kede af, fornemmer man.
– Ved vores seneste koncert, kom folk bagefter og sagde, ”Ej hvor I passer godt sammen. Det er så dejligt at se”. Og det var mere end en, der sagde det, fortæller Helge om et meget lydhørt publikum, der ligesom reagerede på det hele undervejs.
De fortæller også, at de har oplevet egne børnebørn og andre unge, som sagtens kan være med på Svante-oplevelsen.
Historien er med
Benny Andersen gør i sin fiktion Svante til en digter og viseskriver. Så det er både Svante og Benny som har skrevet, men Svante er fiktiv. Det er tricket. I forestillingen vil trekløveret have fortællingen frem i lyset.
– Ikke mange kender historien om Svante, men de kender sangene, siger Per og kalder den grotesk morsom. Helge finder de tragiske, morsomme og spændende steder til sin læsning.
Det er de sange, der handler om Svante selv, som Per fremfører. Det er først og fremmest et litterært værk, indskyder Helge og fortæller, at det brugte Benny Andersen og Poul Dissing ikke tiden på, når de optrådte. Det var blot viserne.
Musik med i livet
Men hvorfor gør de det? Det er jo alligevel noget, som 82-årig at tage sådan en idé op og varetage formidlingen af et litterært værk og de folkekære viser, som følger med det.
– Altså for det første er det svært at leve uden musik på en eller anden måde, siger Per.
Molla istemmer, at der er musik i deres liv meget af tiden. Radioen kører, de synger og de optræder
– Ældre mennesker som os her, er blevet venner på grundlag af, at vi er mødtes om musikken, siger Molla.
Helge foreslår: – Vi kan bare godt lide at arbejde med det, som vi har altid gjort. Og så har vi været heldige med, at det her har vi kunnet arbejde sammen om, siger han.
– Ja vi er frimodige, vi tør godt. Det handler også om vores sidste tid, udbryder Per.
Han fortæller, at flere af hans tidligere sang-kollegaer er holdt op med at synge som ældre.
Han er taknemmelig for stadig at kunne.
– Jeg har blandt andet holdt det i gang ved stadig at undervise andre, siger Per.
Det er oplagt at nævne den udtalte imødekommenhed og konstruktive energi, som trives over vores kaffeslabberas.De snakker alle tre om, at de har appetitten i behold og lysten til at træde frem på scenen.
Der er et overskud at tappe fra og måske også en særlig kraft i at dyrke musikken og ordet.
– Der er ikke noget, der stopper os udover døden, så vi skal også have det gjort, så længe vi har det godt, siger Helge på sådan en afvæbnende måde, at der bliver smilet over den veganske chokolade, som i øvrigt smager himmelsk. Har vi allerede skrevet det?
Hvor taget det dem hen
Svanteholdet holder sig til, at de gerne vil optræde på Sjælland. Som udgangspunkt, Det er at foretrække at tage hjem og sove i egen seng og få sin hvile i øvrigt.
De er jo trods alt ikke et håbefuldt rockband.
Men apropos Molla er fra Rø på Bornholm, øen hvor hun i øvrigt har udstillet malerier denne sommer i Svanekegaarden sammen med sit barnebarn, skulptøren Silke Riis, er der ambitioner om en lille turné på klippeøen om muligt.

























