Sangsvaner søger føde på marker med vintersæd
Efter en periode hvor landskabet overalt var dækket af et pyntende hvidt snedække, fremstår det meste nu gråt i gråt. De oplivende hvide klatter, der vise steder ses rundt omkring på markerne netop nu er ikke rester af sne, men sandsynligvis småflokke af sangsvaner, der søger føde på vintersæd.
Sangsvanen, der let kendes fra vores egen knopsvane på sit gule næb, har sit primære udbredelsesområde nord og øst for Danmark. Arten er en almindelig vintergæst på vore kanter og ses mange steder græsse på markerne. Med sin markante stemme gør sangsvanen opmærksom på sig selv, og den kan under gode forhold høres på flere kilometers afstand. Det er ikke mindst i flugten, at sangsvanen lader sin vemodige røst høre.
Udtrykket ”svanessang” om noget, der synger på sidste vers og døden nærmer sig, menes fejlagtigt at være opstået, fordi sangsvanens stemme kan opfattes som den døende svanes sang.
