Der er godt gang i ansøgningerne om stadepladser på købstædernes torve denne sommer. Og trods sommerferieperiode og at de fleste medarbejdere er på ferie, så er det lykkes at opprioritere sagsbehandlingstider og levere ekspedit service til aktiviteter og sommerturisme med corona-afledt ferie hjemme i Danmark.
Corona-tiden og hjemsendelse af alle danskerne i foråret har betydet, at mange har haft tid til at gå gemmerne igennem og ryddet op i hvad man har måttet have liggende af alt muligt. I hvert fald oplever kommunens afdeling for Trafik og Ejendomme i denne tid mange ansøgninger om stadepladser på Stege Torv og Slotstorvet i Vordingborg.
”Det er stadepladser til privates salg af loppe og genbrugsting, legetøj og tøj, men også lidt ansøgninger fra erhvervsdrivende, som fx kommer med en salgsvogn,” siger afdelingens chef Lise Hansen Thorsen.
”Alene i uge 30 er det blevet til behandling af omkring 15 ansøgninger om stadepladser, hvilket er en del mere end normalt og helt anderledes for sommerferieperioden, hvor vi sjældent har ret mange ansøgninger. De ekspederes normalt i god tid forud for de mange sommerarrangementers afvikling,” siger hun.
Lise Hansen Thorsen glæder sig over, at behandlingen af stadepladsansøgninger holder trit med det stigende antal ansøgninger.
”Normalt skal man indsende ansøgning fire uger før for at være sikker på, at vi kan nå at behandle ansøgningen forsvarligt og i god dialog med ansøgerne, men personalet hænger i, og det er trods sommerferietid lykkes os, at få behandlingstiden ned på mellem to og fire dage så stort set alle, der har søgt, når at få en tilladelse, og vi bidrager dermed også til det anderledes corona- sommerliv på vores torve og pladser” siger hun.