Der er stor interesse blandt butiksejerne på Lolland, Falster og Sydsjælland om at blive en del af Lollands Banks projekt “Vinderbutikker”.
Projektet skal være med til at sikre butiksliv i gadeplan i lokalområdet.
– Flere end 90 deltagere har allerede tilmeldt sig de kommende kickoffmøder, der starter i næste uge. Det er vi yderst tilfredse med og det viser, at der blandt butiksejerne, er et stort engagement bag og lyst til at sikre og udvikle det lokale handelsliv i gadeplan i hele lokalområdet, siger bankdirektør Allan Aaskov, Lollands Bank.
Sammensætningen af de tilmeldte butikker er særdeles bred.
– Der er flere end tyve forskellige typer butikker eller serviceerhverv tilmeldt og det vidner om, at behovet for hjælp til selvhjælp for at sikre fremtidens lokale detailhandel findes alle steder. Vi har både strøgbutikker inden for beklædning, sko og interiør, samt personlig pleje, fødevarer og nydelsesmidler. Men også andre typer erhverv, som frisører og fodterapeuter har tilmeldt sig, fortæller Allan Aaskov.
Han betoner, at alle typer butikker kan deltage, uanset om man er kunde i Lollands Bank eller ej. Selvom der allerede er mange, som har tilmeldt sig, så håber han, at der er flere, som vil komme til kickoffmøderne. Tilmelding sker via: tilmeld.dk/vinderbutikker.
“Vinderbutikker” præsenteres på fire kickoffmøder; den 4. marts på Hotel Harmonien i Nakskov, den 11. marts i Bangs Have i Maribo, den 12. marts på Holberggaard i Vordingborg og den 13. marts hos Business Lolland-Falster på Slotsbryggen i Nykøbing Falster. Alle aftener med start kl. 18.00, på nær i Vordingborg, hvor mødet starter kl.18.30. På hver af de fire kickoffmøder fortæller en butiksejer, der har været igennem forløbet, om de positive effekter, deltagelsen og sparringen har haft for butiksejerens virksomhed. På første møde i Nakskov er det Tasja Vium Bruun, Guldsmedens Værksted i Maribo, der vil dele hendes erfaringer med “Vinderbutikker”.