Der er gået rundt regnet 100 dage siden Fjordsans åbnede på havnen i Præstø.
Vi var forbi for at hilse på Henrik i stunden mellem frokost og aften.
Det er i sig selv spændende at komme og spise og drikke god vin på restauranten Fjordsans. De giver nemlig sig selv lov til at slippe alle gode kræfter løs og nogle gange bestemmer de aftenens menu på selve dagen.
Altid med en holdning til råvarerne, der er tilstræbt økologiske og gerne lokale.
– Jeg elsker råvarer, smag og farver, siger Henrik Juel Heskjær, der driver Fjordsans sammen med sin sent-i-livet-vundne livspartner og hustru Majken.
Det er ikke første gang de har kastet sig ud i noget nyt og andet end karriererne oppe i storbyen.
For et par år siden overtog de Edelsminde Refugium, der ligger på Gisselfeld Gods’ enemærker.
Det skete en aften i december
Det var en aften i december, at Henrik og Majken tog til Præstø og spiste fisk på Restaurant Sommers. Da de mætte og tilfredse slentrede hen ad havnen fangede lokalerne, ovre på hjørnet efter Café Mocca, med til leje-skiltet, deres opmærksomhed.
De tøvede ikke, men ringede til Jacob Helles, der ejer stedet og er vores viceborgmester og sagde noget i retning af- ”Goddag, den ligger sgu fedt, der på hjørnet”.
Så gik der cirka tre minutter, før han var fremme.
Han ville nemlig rigtig gerne finde et værtspar, som brænder for menneskene og maden.
Sådan et der er til at få øje på i lokallivet i Præstø.
De lokale har overvældet
Resten er historie. Henrik og Majken har holdt åbnet, siden de laver en før åbningsaften i april, hvor der mødte pænt mange lokale op til et glas vin og smagsprøver på deres mad.
I det hele taget har de lokale overvældet Henrik med deres levende interesse.
– Folk er bare kommet ind, mens vi byggede restauranten op og har sagt goddag og været nysgerrige på, hvad der skulle ske med stedet. Det er vi ikke vant til fra København.
Der kan du bo opgang med andre mennesker uden at hilse på hinanden, siger Henrik.
Han har en fortid på profilerede PR-bureauer og som kommunikations-direktør i pharma-branchen.
Majken har en fortid inden for HR, ledelses- og organisationsudvikling. Blandt andet i Clever.
Hun har skrevet bogen ”8 illusioner om arbejdslivet”. Den er et opgør med alt det her med kontrol, målstyring og sådan noget. Hun sværger mere til at slippe medarbejdere løs og lade dem være med i beslutningerne og indgyde dem tro alt det, de kan.
Blander traditionelt med kreativt
Det gennemsyrer faktisk også hele tilgangen til Fjordsans som arbejdssted og maden og vinen.
De blander på forunderlig vis mere traditionelle retter med det spontane og kreative ud fra, hvad der kommer ind af muligheder med kød og grøntsager.
Fisk holder de sig lidt fra, for det laver Sommers jo så godt længere hende på havnen.
Deres kort ligner heller ikke naboen Café Mocca’s.
Der er dog en burger, men den kommer i en særligt udviklet surdejsbolle fra Ole ovre i bageriet i Meny som ”både er blød og sprød”. Den har en særlig relish, Henrik har opfundet, og stedets sans for kartoflen til, er både vendt i andefedt med salt og peber.
Skovlys er et lokalt hit
Et andet eksempel er den hjemmelavede hønsesalat, som er bygget op af en Vesterhavs-høne, der er kogt sammen med porrer og tomater.
Grøntsagerne sikkert købt hos Skovlys-gartnerne, David og Ea, der holder til ude på Bosei-højskolens jorder lidt udenfor Præstø på vejen mod Tappernøje.
Der kan sagtens være biksemad på menuen, eller frikadeller. Dem kan du selv prøve at snakke med Henrik om, hvis du kommer forbi.
Hvad han ikke kan fortælle om, hvordan de er krydret og, at de selv sylter rødbederne og agurkerne. Der er altid en dagens ret.
Det er tydeligt, at Henrik er glad for mad, og har da også gået med i køkkenet siden han var en lille dreng i familien. Med en stor kokkehue på hovedet, siger han.
Han har også lavet mad til selskaber ved tidligere jobs som voksen og vi fornemmer i talestrømmen, at livet på Havnepladsen 2 er bygget på begejstring.
De unge får lov
Apropos den lidt anderledes tilgang til at drive og lede virksomhed, giver Majken og Henrik de unge medarbejdere store muligheder for at udfolde sig.
– Der står en 18-årig, der godt kan lide at lave bearnaisesovs fra bunden i halvanden time, ude i køkkenet i aften. De kan meget mere end du tror, siger Henrik, og vi tænker selvfølgelig, at det er dem, som godt kan lide at lave mad.
Forleden var det hende på 15 år, som mest er opvasker, som meldte sig, da der skulle anrettes 15 limetærter.
– Det meldte hun sig til og gjorde det rigtig godt. Mad skal se godt ud, når det bliver serveret, siger Henrik glad.
I forhold til livet i Præstø, har Fjordsans indtil lavet langbords-middage og er med, når der er begivenheder på havnefronten.
Vi siger tak for kaffen og lader Henrik gå i køkkenet.
Senere kører han hjem til Edelsminde Refugium og tager sig af 26-28 gæster. Der er jo festivalen Gisselfeld Kultursaloner denne weekend.




























