Politiet melder om endnu en rolig aften i Festugen med kun mindre forseelser.
Onsdag var endnu en aften med mange mennesker på Slotstorvet til Vordingborg Festuge. Og meldingerne fra betjente på torvet lød på, at der ikke var optræk til uro, og at der ingen sanseløst berusede var til stede.
Én mand var dog meget frembrusende i sit forsøg på at skabe kontakt til det modsatte køn, og et godt signalement af manden gør, at politiet i dag tager fat i ham og får en snak om, hvordan man høfligt får spurgt om et telefonnummer og en eventuel date uden at overtræde grænsen for god opførsel, for et par af de attråede kvinder følte sig en kende forulempede.
Forulempelse var næppe hensigten, men det blev nu resultatet, da en 20-årig ungersvend natten til torsdag klokken 1.25 urinerede på facaderuden til en tøjbutik i Algade, hvilket bragte ham en sigtelse for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen.























