Til Ørslevs halfest 2023, der blev afholdt i lørdags, blev årets Øthær uddelt.
Prisen er en anerkendelse, som tildeles for lang og uegennyttig indsats for Ørslev by og sogns udvikling.
Prisen blev tildelt til Michael Lauersen, som har været formand for Ørslev Lokalråd i mange år. ”Du har været igangsætter og tovholder på udviklingsprojekter i lokalområdet og du har varetaget byens ve og vel på en god måde.” sagde den nuværende formand for Ørslev Lokalråd, Bent Maigaard.
De mange års indsats som formand for lokalrådet har lokalrådet sat stor pris på og været meget glade for. Et af mange synlige projekter i formandsperioden har været gennemførelsen af projektet med kløverstierne.
Prisen blev overrakt af formanden for Ørslev Lokalråd, Bent Maigaard.
Det er Ørslev Lokalråd, der står bag prisen, som i øvrigt blev uddelt for første gang.
Ifølge stednavneforskningen er navnet Ørslev opstået ved at sammensætte mandsnavnet Øthær med endelsen “lev” som betyder arvegods eller levning. Man kan forestille sig at Øthær har etableret en bebyggelse som han giver videre til sine efterkommere som kalder bebyggelsen Øthærslev og det er så sidenhen blevet forenklet til Ørslev.