Midt- og Sydsjællands Brand & Redning, station Stege, rykkede torsdag eftermiddag kl. 16:25 ud til en melding om markbrand på en høstet mark ved Hjelmvej nær Hjelm på Møn.
Af endnu ukendte årsager blev marken antændt og branden nåede at brede sig til lidt over 3 hektar. Vinden i området gjorde sit til at hjælpe ilden på vej, men heldigvis var landmanden på stedet hurtig til at reagere. Med en traktor og en harve fik han hurtigt lagt brandbælter omkring marken, hvilket forhindrede flammerne i at sprede sig yderligere.
Da brandvæsnet ankom, var situationen under kontrol, og indsatsen kunne derfor holdes på et minimum. Allerede lidt over kl. 17 kunne brandfolkene forlade stedet igen.
Ingen personer kom noget til i forbindelse med hændelsen.
.
Tekst og fotos: Lars Busk, Media Sydsjælland























