Korsør: Standsede ikke op for at betale og ramte bommen så den knækkede.
En 48-årig rumænsk mand blev søndag aften anholdt. Den 48-årige var kommet kørende i en varebil over Storebælt, og ved betalingsanlægget i Korsør standsede han ikke op, men kørte igennem uden at betale og ramte bommen, så den knækkede. Bilen blev standset på Tuelsø rasteplads ved Sorø. Klokken 21.52 blev den 48-årige anholdt, og han blev sigtet for ikke at overholde sine forpligtelser ved et færdselsuheld. Desuden blev han sigtet for at tilsnige sig adgang, og da han var frakendt førerretten i Danmark, blev han også sigtet for kørsel uden førerret. Den 48-årige blev taget med til politistationen i Slagelse, hvor han blev afhørt, inden han blev løsladt igen klokken 3.33.























