Nørre Alslev: Toldstyrelsens narkohunde fandt hash.
I forbindelse med en kontrol, hvor både Toldstyrelsen og politiet var til stede, blev en bus i går klokken 11.05 vinket ind til siden, da den kom kørende ad Herthadalvej i Nørre-Alslev. Her sniffede en af Toldstyrelsens narkohunde sig frem til en 25-årig mand fra København, som viste sig at have hash i sin baggage. Han blev derfor sigtet efter lov om euforiserende stoffer.
I samme kontrol blev også en 40-årig udenlandsk mand nærmere undersøgt. I hans baggage fandt en medarbejder fra Toldstyrelsen nemlig en hel del ulovlige piller (benzodiazepin). Politiet fik anholdt og sigtet den 40-årige for smugling af narko og efter udlændingeloven, og han bliver fremstillet i dag klokken 10.30 i grundlovsforhør ved retten i Nykøbing F.