”The world was on fire, and no one could save me but you”. Sådan begynder den ikoniske popsang – stille og dramatisk – der gennemvæder denne udstilling.
Sangen er schweiziske Pipilotti Rists version af den melankolske kærlighedsballade Wicked Game af Chris Isaak fra 1989. Mens Isaak crooner stabilt og holder spændingen på strandbredden i den originale musikvideo, tager Rist skridtet videre ud i vandet i sin mere hudløst desperate fortolkning i det nu ligeledes ikoniske værk Sip My Ocean fra 1996.
Havets og kærlighedens – lad os bare runde op til hele følelseslivets– uregerlige og omskiftelige væsen har været koblet sammen mindst siden antikken, hvor den vestlige verdens kærlighedsgudinde Venus som bekendt blev født af havet. I Pipilotti Rists værk er vi ude at svømme, og sammen med kunstneren bevæger vi os op og ned i vandoverfladen – den symbolsk og psykologisk ladede membran mellem synligt og usynligt terræn. Og selvom vi hele tiden er på relativt lavt vand, tages vi følelsesmæssigt med helt derude, hvor det er svært at bunde. ”No, IIIIIIII DON’T WANNA FALL IN LOVE!!!” Sangens omkvæd er struktureret som et klassisk ’call and response’, hvor korets svar gentages som et mantra: “This world is only gonna break your heart”. Heartbreaking. Men som desperationen stiger igennem Rists bearbejdning af den poppede readymade, kammer den også over i sin egen karikatur og bliver komisk. For blot at ende tragisk brat med sangens forstemmende sidste linje: ”Nobody loves no one…”. Slut. Og så forfra i et uendeligt loop.