Rumænsk mand bliver udvist fra Danmark.
Fredag faldt der dom i en sag, hvor en 42-årig rumænsk mand var tiltalt for omfattende tyveri og databedrageri. Den 42-årig mand blev idømt en fængselsstraf på et år og ni måneder, og han blev udvist fra Danmark for bestandig.
Den 42-årige blev dømt for 20 forskellige forhold af tyveri og databedrageri, der er begået i perioden fra marts til december 2025 i Espergærde, Vedbæk, Greve, Glostrup, Brønshøj, Kgs. Lyngby, Hørsholm, Hillerød, Næstved, Ringsted, Køge, Rønnede, Tølløse, Albertslund, Allerød og på Frederiksberg, hvor han er sluppet af sted med at aflure andre borgeres pinkoder, når de har betalt i forskellige forretninger. Herefter har han stjålet betalingskortet og hævet betydelige beløb i kontanter i hæveautomater.
Den 42-årige blev anholdt den 20. marts 2026 af politiets udlændingekontrolafdeling i Rødbyhavn og har efterfølgende været varetægtsfængslet under sagen.
Sagen har været efterforsket af Udlændingekontrolafdeling Øst (UKA Øst), der er en afdeling i Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, og som består af operativt personale, efterforskere og analytikere. UKA Øst er placeret i Rødbyhavn. UKA Øst efterforsker kriminalitet begået af omrejsende kriminelle grupper på Sjælland og Lolland-Falster og har et tæt samarbejde med de øvrige politikredse på Sjælland. UKA Øst har endvidere ansvaret for den midlertidige grænsekontrol til Tyskland via Rødbyhavn og Gedser.
- Vær opmærksom på ikke at lade dig distrahere, når du betaler eller står ved hæveautomater
- Lad ikke andre aflæse din pinkode i butikker og ved hæveautomaten
- Husk at beskytte din dankort/pinkode, når du taster ind
- Bed andre holde afstand – det er bestemt ikke uhøfligt
- Læg aldrig tasker fra dig uden at holde dem under opsyn
- Vær opmærksom, hvis nogen forsøge at aflede din opmærksomhed eller skabe forvirring omkring dig






















