Per Hebsaard vil afhænde sit værksted i Præstø
Når Præstøs anerkendte og berømmede glarmester og glaskunstner Per Hebsgaard i de sidste to weekender i november slår dørene til værkstedet på Mønvej 30 i Præstø, er det samtidig afslutningen på en epoke i Per Hebsgaards liv.
”Doktor Glas”, som Per Hebsgaard kaldes har sammen med sin hustru Lisbeth besluttet, at tiden er inde til at afhænde bolig og værksted i Præstø for at finde noget mindre at bo i. Ægteparret håber at få solgt deres ejendom i løbet af 2027.

Per Hebsgaard vil lukke ned for sit livsværk
Det betyder altså at Hebsgaard-Glaskunst snart vil være fortid i Præstø. Per Hebsgaard har dog stadig en del opgaver, som skal afsluttes, så værkstedet er stadig i fuld aktivitet.
– Det har ikke været nogen nem beslutning. Det er Pers livsværk, der lukker ned, lyder det samstemmende fra Lisbeth og Per Hebsgaard.
I mange år har det været en tradition, at holde åbent værksted de sidste to weekender af november. I år sker det altså med det formål at få tømt ud i lagrene, så der er mulighed for at gøre fordelagtige køb.

Udstilling på 1. salen.
Mange kunstnere har gennem årene haft deres gang på værkstedet i Præstø, og Per Hebsgaard har skabt banebrydende glaskunst i samarbejde med store danske kunstnere som Per Kirkeby, Bjørn Nørgaard, Carl -Henning Pedersen, færøske Trondur Patursson og mange flere.

Per Hebsgaard fortæller om sit arbejde
Værkstedet er kendt for Per Hebsgaards evne til at omsætte kunstnernes ideer til fysiske glasudsmykninger i det offentlige rum, i kirker og bygninger. Fx har Per Hebsgaard udført og restaureret kirkeruder og glaskunst i over 100 kirker i Danmark bl.a. domkirkerne i Roskilde, Ribe og Maribo. Danmarks formentlig største glasmosaik – 22 meter i bredden og 6 meter i højden – kan ses i Københavns Lufthavn.
Planerne om at etablere et permanent udstillingssted i Præstø med et udvalg af Per Hebsgaards arbejder blev aldrig til noget.
Til gengæld har Per Hebsgaard fået sin helt egen 960 m2 store udstillingshal på Holmegaard Værk i Fensmark, ”Hebsgaard-hallen”, hvor værker skabt i samarbejde kendte kunstnere kan ses i et farverigt univers.

Hebsgaard-hallen på Holmegaard Værk i Fensmark
2026 forventes at blive Per Hebsgaards sidste udstilling i Præstø, hvor værkstedet holder åbent de kommende to weekender lørdage og søndage kl. 12-15.

Per Hebsgaard i samtale med borgmester Michael Seiding ved sidste års åbent værksted arrangement























