Sweet & Coffee i Præstø er blevet “vært” til den miljøvenlige organisation Green Kayak.
39-årige Tobias Weber-Andersen har altid haft vandet som sin legeplads, også som professionel kajakinstruktør samt som indehaver af et kajakfirma.
I april 2017 søsatte han ideen Green Kayak. Konceptet går på at man på hjemmesiden booker en gratis tur, den eneste betingelse for at låne kajakken er at man samler skrald ude på vandet og derefter deler sin oplevelse på de sociale medier.
Det var fra start en succes. Han startede med en kajak i København og efter første sæson havde kajakken samlet ca. 3 tons skrald.
Nu er der 50 kajakker rundt i fem forskellige lande og 21 forskellige “host” eller værter. I Præstø er det blevet Sweet & Coffee. Her henter man kajakken som ligger ved åen bag bygningen. Man får udleveret redningsveste, kort til at finde rundt, noget til at samle skrald med.
Man kan sejle op ad åen eller ud i fjorden alt imens man samler skrald primært i sivene.
-Kajakken er en åben type og meget familievenlig. Den kan faktisk ikke kæntre, fortæller Tobias Weber-Andersen.
-Det er ikke så vigtigt hvor meget skrald vi får samlet ind. Det er mere det at man får sat focus på al den skrald der er derude, og at man lige kan bukke sig ned og samle skraldet op.
Projektet kan kun lade sig gøre via en stor vifte af godt samarbejde. Kajakken i Præstø er sponsoreret af Carlsberg.
Der er pt samlet meget tæt på 20 tons skrald med disse kajakker.
Du kan fra torsdag booke kajakken her GreenKayak.org
























