Ved middagstid i dag trådte det landsdækkende afbrændingsforbud i kraft. Vordingborg Kommune er en af de få kommuner, hvor der i år ikke tidligere har været et forbud gældende. Der kan være forskel i reglerne, som de forskellige beredskabsområder har opstillet. Midt- og Sydsjællands Brand og Redning, der dækker kommunerne; Faxe, Næstved, Ringsted og Vordingborg, har udsendt følgende retningslinjer gældende for vores område.
På baggrund af længere tids tørke er vegetationen blevet særdeles tør. Det betyder, at der en væsentlig større risiko for brande i såvel haver, på marker og i skove mv.
Midt- og Sydsjællands Brand & Redning udsteder derfor afbrændingsforbud i dækningsområdet gældende fra d. 4. juli 2018.
Forbuddet udstedes i medfør af Beredskabsloven og bekendtgørelse nr. 1339 (Afbrændingsbekendtgørelsen).
Afbrændingsforbuddet gælder afbrænding af følgende:
Haveaffald, Halm, halmstakke og lign., der afbrændes på marker eller uopdyrkede arealer, Affald fra skovbrug, Siv og rør, herunder rørskove og enge, lyng, hede- og mosetørv og bål.
Desuden gælder forbuddet brug af apparater og lign. i det fri, herunder:
Ildsteder, apparater og lign., der fungerer ved afbrænding, f.eks. svejse- eller skære-aggregater, ukrudtsbrændere, blæselamper, udtørringsapparater, afbrænding af pyroteknik, dvs. at tilladelser til festfyrværkeri vurderes nøje ud fra hver sag.
Brug af grill, bålfade og bål på dertil indrettede bålpladser – alle op til 80 cm i diameter tillades på fast og ubrændbart underlag. Opmærksomheden henledes på forsigtig opførsel i forbindelse med rygning samt bortskaffelse af aske. Hav gerne vandslangen liggende parat, hvis uheldet skulle være ude.
Ved udførelse af varmt arbejde i nærheden af brandbar vegetation skal der etableres brandvagt. Brandvagtsfunktionen har til opgave at overvåge evt. brandrisici. Brandvagten skal udstyres med mindst to stk. håndildslukkere, som enten er seks kg pulverslukker eller ni liters trykvandsslukker.
Brandvæsenet følger vejrsituationen nøje og vil naturligvis ophæve forbuddet, så snart det anses for værende forsvarligt.
Yderligere information kan indhentes hos Midt- og Sydsjællands Brand & Redning, tlf. 5578 7800 eller på msbr@msbr.dk eller på hjemmesiden her.