“Vi er her stadig”
“Vi er her stadig,” sagde en meget glad formand for Pakhus8 Erik Olsgård Hansen. Lørdag eftermiddag fejrede Pakhus8 nemlig 10-års jubilæum samt genåbning af det meget omtalte Pakhus. Formand for Kulturforeningen Pakhus8, Erik Olsgård Hansen fortalte også om, hvor stolt han er af den kæmpe opbakning, som alle de frivillige havde ydet i torsdags for at de kunne afholde deres første koncert, siden de var blevet lukket for 14 dage siden. Formanden berettede også om, hvordan det hele startede, og hvordan de havde knoklet de fire første år med at få Pakhus8 op og stå, samt den betydning den nu har fået for Præstø og omegn med musik, kultur og underholdning. Han sluttede af med at sige: Vi tager 10 år mere, og det har været hele kampen værd.
Fra klokken 16. var der tændt op i grillen, og der blev uddelt pølser, fadøl og kaffe m.m. Kulturforeningen Pakhus8 havde noget af en jubilæumsfest, som sluttede af med blandt andet Nikolaj Rysager som spillede tre af sine sange fra hans soloalbum. Senere underholdt DJ Kæmpe. Man må sige at Pakhus8 kan noget med musik, underholdning og kunst her i Vordingborg Kommune.
Mikael Smed var en meget glad borgmester, som var særdeles stolt og tilfreds med, at dette åndehul igen er åbent for borgerne i Vordingborg Kommune.
Formand for Pakhus8 Erik Olsgård Hansen.

































