Sydsjællands og Lolland Falsters Politi oplyser i en pressemeddelelse, at der i dag, mandag, ved et retsmøde i Næstved er rejst sigtelse mod fem i forvejen fængslede personer for deltagelse og medvirken i 25 hjemmerøverier samt indbrud.
Efter længere tids efterforskning kan Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi i tæt samarbejde med Nordsjællands Politi, Københavns Politi, Midt- og Vestsjællands Politi og Sydøstjyllands Politi nu oplyse, at der er rejst sigtelse i sagen, som omhandler fem varetægtsfængslede – fire mænd og en kvinde, som er er herboende kroatiske statsborgere.
Det drejer sig om 27 forhold fordelt over hele Sjælland og Lolland Falster og Møn i tidsrummet november 2016 til november 2017, hvoraf seks henhører i Kommunens område:
– Præstø Røveriet, Svend Gøngesvej, 4720 Præstø
– Stensved Røveriet, Møllevej, 4773 Stensved
– Stege Røveriet, Møllebrøndestræde,, 4780 Stege
– Stege Røveriet, Nørresti, , 4780 Stege
– Borre Røveriet, Klintholm Havnevej, 4791 Borre
– samt et indbrud på Ny Esbjergvej, 4720 Præstø
Under røverierne er der stjålet smykker penge, personlige effekter til en samlet værdi af ikke under 1,5 millioner.
Ud fra sigtelserne er der tale om meget grove, voldelige og hensynsløse sager.
“Det er heldigvis meget sjældent, at politiet har stået overfor gerningsmænd til så omfattende og grov seriekriminalitet, som vi ser det her. Da der har været en stor geografisk spredning af gerningsstederne har det været tvingende nødvendigt med et tæt samarbejde henover de involverede politikredse, og det er lykkedes til fulde”, siger politiinspektør Kim Kliver fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.
Efterforskningen pågår stadig, og politiet kan derfor ikke udelukke yderligere sigtelser.