Læserbrev. Socialdemokratiet har i denne valgperiode skabt rammerne for en langsigtet udvikling, som skaber aktivitet og nye arbejdspladser.
Det gælder bl.a. biogasanlæg ved Køng, Vordingborg Erhvervshavn, Vordingborg Biofuel, Klintholm Havn, boligområder i Ørslev og vores tre købstæder. Bocart ved Tjørnemarke stødte desværre mod nogle regide regler.
Befolkningstallet falder på Møn, særligt på Østmøn. Heller ikke her ser vi passivt til. Udover landbrug, handel, håndværk, industri og grøn service er turisme Møns styrke. Men i dag har vi alt for mange endagsturister, som fylder på vejene, når de suser til klinten, køber en is og kører hjem igen. Flere af dem skal blive her bare lidt længere.
S ønsker derfor, at flere gæster overnatter i flere dage. Det vil give arbejdspladser, så vi kan sikre dagtilbud, skoler, plejecentre og fremtidssikre det levende handelsliv i Stege.
Feriepark Møn Hjelm Bugt opfylder ønsket gennem 16 år om flere overnatningspladser. Nu skulle det ske.
Sidste onsdag behandlede vi i Plan- og Teknikudvalget forslag til lokalplan for ferieparken. Det viste sig, at beslutningsgrundlaget desværre ikke var tilstrækkeligt sikkert. Udvikling skal ske ordentligt. Derfor besluttede et samlet udvalg at sende sagen tilbage til forvaltningen og komme med bud på løsninger.
Der er bl.a. udfordringer med størrelsen af ferieboligerne og antallet af sengepladser. Dette skal på plads, inden S kan tage stilling til projektet. Før vi kan gå videre med rammerne for projektet, skal vi også være sikre på, at det ikke bliver stoppet af statslige myndigheder.
Projektet er for stort. Derfor ønsker S en væsentligt nedskalering af projektet. Møn skal kunne bære ferieparken miljømæssigt og kulturelt. Og det gælder ikke mindst infrastrukturen med veje øst og vest for ferieparken. En plan for trafikafviklingen skal på plads, inden vi kan træffe en beslutning om ferieparken.
Imens det sker, må vi i fællesskab lægge os i selen for at skaffe flere arbejdsplader på Møn. Det går ikke uden.
Medlemmer af Plan- og Teknikudvalget
Anders J. Andersen (S)
Carsten Olsen (S)
Kurt Johansen (S)






















