For tusindvis af børnefamilier er julen en tid med økonomiske og sociale afsavn.
Sådan er det desværre også i år, og derfor åbner Mødrehjælpen igen i år op for ansøgninger til den landsdækkende julehjælp, så børn i hele Danmark kan få en god jul, meddeler Mødrehjælpen i en skrivelse.
Fra den 8. oktober kan man søge Mødrehjælpens julehjælp. Julehjælpen bringer hvert år håb og glæde i tusindvis af danske hjem, og igen i år rækker Mødrehjælpen ud til familier der slås med sociale og sundhedsmæssige udfordringer og som samtidig har en meget stram økonomi. Hjælpen består af et kontant beløb og et tilbud om rådgivning fra Mødrehjælpens socialrådgivere og en invitation til fællesskab og juleaktiviteter i Mødrehjælpens 39 lokalforeninger rundt om i landet.
Sidste år søgte mere end 8000 forældre om Mødrehjælpens julehjælp. I Region Sjælland blev der søgt om hjælp til at give i alt 2.643 børn i 1.357 familier en jul.
En af de forældre fra Region Sjælland, som modtog Mødrehjælpens julehjælp sidste år, er 46-årige Karina fra Slagelse. Uden julehjælpen havde hun ikke haft råd til at give sine fem børn en hyggelig december måned:
“Julehjælpen betød, at vi kunne holde nogle familiedage sammen, hvor vi bagte småkager og fik varm kakao. Selvom det for andre familier måske ikke lyder af meget, er det den slags dage, som vi normalt ikke har råd til hjemme hos os,” siger hun.
Mødrehjælpen taler hvert år med rigtig mange forældre, som fortæller, at julen er en særlig svær tid. Direktør i Mødrehjælpen, Ninna Thomsen, siger:
“Det er hårdt for familierne, når der ikke er råd til at holde jul. Det er både stressende og skuffende ikke at kunne fejre julen på lige fod med andre, eller at kunne dele den med sine nærmeste. Det er en stor belastning især for børnene, og derfor er vi glade for at kunne uddele julehjælpen igen i år,” fortæller hun.
Mødrehjælpens juleaktiviteter
Foruden økonomisk julehjælp tilbyder Mødrehjælpens 39 lokalforeninger forskellige juleaktiviteter såsom juletræsfester, fælles julebagning, udflugter og meget andet.
“For en stor del af de familier der henvender sig til os, er julen fuld af både økonomiske og sociale afsavn. Derfor er vores aktiviteter i lokalforeningerne så vigtige, for her kan både børn og forældre få et lokalt netværk og gode oplevelser for hele familien,” siger Ninna Thomsen.
Formand for Mødrehjælpens lokalforening Maribo, Lone Bille fortæller, at der er travlt i foreningerne op til jul:
“Der er generelt stor efterspørgsel på Mødrehjælpens lokalforeningsaktiviteter, men op til jul er der væsentlig flere familier der ønsker at deltage i vores aktiviteter og på vores udflugter. Det er dejligt at kunne hjælpe de mange børn og deres forældre, når de har allermest brug for det,” siger Lone Bille.
Julehjælp til de mest trængte
På Mødrehjælpens hjemmeside kan alle søge om julehjælp. For at få julehjælp fra Mødrehjælpen skal man have en trængt økonomi og have været igennem en social hændelse indenfor det seneste år, der gør det særligt vanskeligt at yde omsorg for sine børn.
Mødrehjælpen opfordrer alle, der har behov for støtte i julen til at ansøge om julehjælpen. For at kunne uddele julehjælpen til de mange familier, samler Mødrehjælpen ind i hele Danmark op til jul.
“Mødrehjælpens midler rækker desværre ikke til alle, der ansøger om vores julehjælp. Men igen i år håber vi på velvillig støtte fra de mange danskere, virksomheder og fonde, der plejer at give bidrag til vores indsamling. På den måde kan vi sikre, at hjælpen når frem til de familier, der har allermest brug for den,” siger Ninna Thomsen.
FAKTA
Sådan søger man julehjælp hos Mødrehjælpen
- Fra den 8. oktober 2019 frem til den 12. december 2019 kan man søge om Mødrehjælpens julehjælp
- Find og udfyld ansøgningsskemaet på https://moedrehjaelpen.dk/forside/soeg-julehjaelp/
- Her kan du også læse en vejledning til ansøgningsskemaet og se, hvilke oplysninger, vi skal have for at kunne behandle ansøgningen
Det får man i julehjælp hos Mødrehjælpen
- 400 kroner til gave pr. barn
- 300 kroner til julemiddag, hvis der er 1 barn i familien
- 500 kroner ekstra for hvert barn, hvis der er flere end 1 barn i familien
Sådan kan man støtte Mødrehjælpens juleindsamling
- Støt med et valgfrit beløb på www.mødrehjælpen.dk/jul
- Støt med et valgfrit beløb på MobilePay 30402
- Køb et gavebevis i vores webshop på www.mhj-webshop.dk















