Røde Kors i Danmark fylder 150 år i år.
Jubilæet har været fejret over hele landet med ”Folkemøder” i 5 byer og med vandreudstilling landet over.
-Nu er det vores tur i Vordingborg til at huse udstillingen, lyder det fra Arne Holdensen.
-Udstillingen er lige sat op og kan opleves fra mandag den 12. oktober 2026 i Tøjbutikken, Algade 45. Kom forbi i hele efterårsferien og få en oplevelse og måske også blive lidt klogere på dig selv. Deltag i quiz om hvilken type frivillig du er.
Udstillingen beskriver Røde Kors i Danmarks historie fra grundlæggelsen af organisationen og helt frem til i dag.
Røde Kors er en del hverdagen i Danmark. Det har vi været i 150 år.
I år fejrer vi alle de frivillige kræfter, der har løftet og udviklet Røde Kors siden 1876. Fra kongelige og købmænd til frivillige patientstøtter, besøgsvenner og nørklere. Viljen til at hjælpe andre er i dag lyslevende og mere aktuel end nogensinde.
Vi hjælper, hvor der er et behov, og vi samarbejder med myndighederne om at løse opgaver i akutte kriser og situationer, hvor frivillighed kan styrke velfærd, tryghed og sikkerhed i Danmark.
Vi bekæmper mistrivsel og isolation med fællesskaber, psykosocial støtte og nærhed, og vi samler civilsamfundet bag idéer, som kræver, at flere arbejder sammen.
Frivilliges vilje til at handle, når nogen har brug for hjælp, er styrken i nutidens og fremtidens Røde Kors. Medmenneskelighed og frivillighed binder Røde Kors sammen i hele verden.
I 2026 fejrer vi 150 års medmenneskelighed og sætter kursen for fremtidens frivillighed.
…
Støt det lokale og tilmeld dig vores lokale salgs-facebookgruppe –
“Bevar vore butikker/erhvervsliv. Handl lokalt. Vordingborg, Stege, Præstø”
Der er flere gode sager i gruppen.
























